– Der er smittefare i F.C. København
De har ondt over det hele i F.C. København. Nedturen i Parken mod det polske hold, som ingen rigtig kender, har givet så store mentale blå mærker, at det kan sætte sig i Superligaen og den videre vej i Europa.
Vi er inde i sæsonen for sygefravær, vi pudser næse, hoster og smitter hinanden.
Fodboldmæssigt kan FCK være inficeret efter nederlaget torsdag.
Normalt udløser den slags nederlag mere end “ikke godt nok” hos fans og medier. Men det her rammer endnu mere på selvforståelsen i en klub, hvor udsynet er europæisk.
FCK havde på forhånd et overtag i klubmæssig og international erfaring, et langt bedre økonomisk fundament, en bredere (og bedre?) trup, en stærk opbakning – og Parken. Men de særlige vilkår blev sekundære.
Det skvulpede undervejs og bølgen slog ind i overtiden. Og nu venter der med Jacob Neestrup i spidsen et mentalt stort arbejde. Der skal rystes op i hovedhøjde inden Superligaen kalder (Silkeborg, Vejle, Brøndby) og udekampen mod Betis i Sevilla.
FCK-træneren havde ellers fat i den ende, der skal blive den lange hen ad vejen. Han var ved at få balance i en trup, der er stærkt præget af det seneste transfervindue.
Det lignede mere struktur, et bedre udtryk og de rigtige spillervalg.
Men det her er en lammer i mere end i skulderhøjde. Efter 1-2 på eget græs skriger det på et løft i k’erne – kontrol, klogskab, kvalitet. Kontrollen var der i den første del af mødet med de polske mestre, kvaliteten blev aldrig løftet generelt, især i indlæg og højreside samspil. Og klogskaben holdt sig væk, da uafgjort lignede noget, FCK måtte leve med.
“Vi spiller for FC København, men også for dansk fodbold”, sagde Neestrup før kampen. Nu gik det galt for FCK og dansk fodbold. Træneren forlod hurtigt Parken, spillerne kiggede på hinanden, men bebrejdelserne var kollektive. Det gjorde ondt, det her.
FCK er nødt til at rejse sig allerede søndag. Ellers kan det sætte sig mentalt af længere varighed.