Brøndby præsenterer gigantisk underskud
Brøndby har fredag offentliggjort årsrapporten for 2023/24, hvor der gemmer sig et underskud på mere end 100 millioner kroner.
104,2 millioner kroner.
Det er, hvad Brøndbys resultat før skat lyder på i fredagens årsrapport.
Perioden dækker fra den 1. januar 2023 til den 30. juni 2024.
Det nævnes i forbindelse med årsrapporten, at underskuddet er bedre end forventet, men isoleret set er utilfredsstillende.
Forventningen lød på et underskud på mellem 170 millioner kroner og 130 millioner kroner.
Samtidig forventer man også et stort underskud i det kommende regnskabsår.
– Brøndby IF’s strategiske retning er, at klubben hvert år skal spille med om titler og deltage i europæisk ligaspil. Forventningerne til årets resultat er på den baggrund baseret på Brøndby IF’s præstationer i de turneringer selskabet deltager i samt aktivitet på transfermarkedet.
– Selskabets strategiske fokus afspejles i forventningerne til regnskabsåret 2024/25 og her forventer Brøndby IF at årets resultat før skat vil udgøre et resultat i niveauet -100 mio. kr. til -60 mio. kr., da selskabet fortsat investerer i spillertruppen for at være konkurrencedygtig i toppen af 3F Superligaen, men samtidig ikke lykkedes at kvalificere sig til et europæisk ligaspil, skriver Brøndby IF.
Brøndby IF indtager aktuelt femtepladsen efter 10 runder af 3F Superligaen.