Udskiftning på landsholdet: Mulig debutant kaldt ind
Morten Frendrup er blevet skadet, og han har derfor meldt afbud til landsholdets samling frem mod kampen i Nations League.
Morten Frendrup får ikke sin anden landskamp i oktober.
Til gengæld kan Mads Bidstrup få sin debut. Det er nemlig Red Bull Salzburg-danskeren, der er blevet udtaget som erstatning for Frendrup.
Onsdag kom det frem, at Frendrup var blevet skadet i sin italienske klub, Genoa, og dermed kommer afbuddet ikke som den store overraskelse.
Selvom Mads Bidstrup aldrig tidligere har spillet en landskamp for det danske a-landshold, så er den tidligere FC Nordsjælland-profil ikke ligefrem et nyt kort i DBU-sammenhæng.
Ni U21-landskampe og otte U19-landskampe har den 23-årige midtbanespiller således på sit cv, og i alt har han spillet 32 ungdomslandkampe i den røde-hvide landsholdstrikot.
Det er angiveligt en lægskade, der har fået Morten Frendrup til at melde afbud til det landshold, som han for bare 25 dage debuterede for, da han fik de sidste otte minutter i 2-0-sejren over Serbien.
For Mads Bidstrup er sæsonens første to måneder ikke forløbet helt, som han kunne have ønsket.
I modsætning til hans første sæson i Salzburg er han nemlig udelukkende blevet brugt som indskifter i de første seks kampe i den østrigske Bundesliga. I Champions League spillede han tirsdag den første time i kampen mod franske Brest, men det blev ikke nogen god oplevelse.
Red Bull Salzburg tabte nemlig med hele 0-4 hjemme til den franske klub, og dermed har østrigerne tabt begge sin første kampe i det nye Champions League-format, efter første kamp endte med et 3-0-nederlag til Lars Friis og Sparta Prag.
Friis’ Sparta Prag prygler ufarlige østrigereDet er to udekampe, der venter Mads Bidstrup og det danske landshold i næste uge, hvor Lars Knudsens tropper i første omgang gæster de nykårede europamestre fra Spanien den 12. oktober, inden Schweiz venter den 15. oktober.