3F Superligaen

Helenius finder inspiration i Ronaldo og Benzema

AaB’s Nicklas Helenius brænder i dén grad stadig for fodbold.

Nicklas Helenius på bolden under AaB's kamp mod Sønderjyske.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Dåbsattesten afslører, at Nicklas Helenius er 33 år gammel.

Samtidig frister han lige nu en rolle i AaB, hvor han primært bliver brugt som indskifter.

Alligevel er den nordjyske målræv ikke ved at lægge støvlerne på hylden. Slet ikke.

Han fortæller nemlig, at han stadig har meget mere at spille for.

Særligt nogle af verdens allerstørste stjerner er med til at give blod på tanden for Nicklas Helenius.

– Jeg synes, at der er en masse eksempler ude i Europa med spillere på højeste plan, som er ældre end mig. Robert Lewandowski er 36 år og topscorer i LaLiga. Benzema og Ronaldo – du kan finde mange, siger han til Campo.

Det er dog ikke kun de store stjerner, der holder motivationen kørende for Helenius. Det gør også udsigten til en flot milepæl.

– Fodboldspillere bliver også ældre, og jeg er stadig meget sulten. Jeg har nogle ting, jeg gerne vil opnå. Jeg er ikke så langt fra 100 mål i Superligaen. Det kunne være et fedt mål at nå. Jeg ved ikke, om jeg når det, men det er absolut noget, som jeg tror på og går efter.

Han står lige nu noteret for 94 scoringer i Superligaen.

Selvom det personlige mål om 100 scoringer i landets bedste række naturligvis vil være en flot bedrift, så er lysten til at hjælpe andre også en stor faktor i, at han ikke føler sig færdig endnu.

– Jeg har lyst til at give noget af mig selv til AaB-gruppen her. Specielt de unge AaB’ere. Jeg kan selv huske, hvordan jeg blev skubbet og pushet, og jeg lærte en masse af de erfarne spillere i AaB, dengang jeg selv kom op som ung.

– Kasper Bøgelund hjalp mig sindssygt meget med at være professionel fodboldspiller, for det var jeg ikke specielt god til i begyndelsen.

– Så det, jeg har fået fra andre, har også været med til at give mig en karriere. Og det vil jeg gerne give videre til andre, siger han.

Nicklas Helenius står i denne sæson noteret for otte kampe med et enkelt oplæg til følge.

Næste mulighed for at nærme sig målet om 100 scoringer i Superligaen er fredag aften, når AaB gæster Vejle Boldklub, der fortsat har sæsonens første point til gode.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P