3F Superligaen

Udlandsdansker vil slutte karrieren i AGF

Jens Jønsson tror ikke, han har spillet sin sidste kamp for AGF, fortæller han til Campo.

Jønsson i duel under en AEK-kamp
Foto: Stephane Mahe/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Han har ikke spillet en kamp for AGF siden 2016.

Men står det til AEK Athens danske midtbanespiller Jens Jønsson, så ligger der flere AGF-kampe og venter i fremtiden.

Det fortæller den 31-årige midtbanespiller, som har kontrakt udløb i Grækenland i sommeren 2026, til Campo.

– Jeg tror ikke, jeg har spillet min sidste kamp for AGF, men man ved jo aldrig. Der skal to til en tango, nogen gange tre, og lige nu holder jeg fuldt fokus på AEK.

– Men nej, umiddelbart tror jeg ikke, jeg har spillet min sidste kamp for AGF, udtaler Jønsson til Campo.

Jens Jønsson
Foto: AEK Athen

Jønsson nåede 120 kampe for AGF fra 2011 til 2016, og han fortæller selv, at der ikke har været noget kontakt henover sommerens transfervindue.

Men derfor er drømmen stadig at slutte karrieren i Aarhus.

– Ja, det er det helt bestemt. Det er det helt bestemt. Det vil være ‘full circle’. Klubben betyder utrolig meget for mig, og jeg er jo vokset op et stenkast fra Fredensvang, lige over på den anden side af gaden. Hele min familie er AGF’er, så ja, det vil betyde rigtig meget for mig, lyder det fra Jønsson.

Kommer til at ske

Jens Jønsson er født og opvokset i Aarhus, og betegner sig selv, som livslang fan af De Hvii’e. Men lige nu nyder han tilværelsen i AEK.

– Lige nu har jeg ikke noget ønske, om at komme væk fra AEK. Ikke engang for AGF. Jeg er superglad her, og jeg nyder at være i udlandet.

– Men om to år, hvor jeg ikke har kontrakt længere, så er det måske en anden sag.

Selvom det ligger lige til højrebenet, at Jønsson slutter af i AGF, så er intet givet, fortæller han selv.

– Måske jeg først beslutter mig som 35-årig, og så kan det jo godt være, at AGF siger: “Jens, du løber ikke så stærkt længere”. Men det må vi tage til den tid.

– Hvis det passer ind i alles planer, så kommer det også til at ske, slutter Jens Jønsson.

Jens Jønsson skiftede fra AGF i 2016 til tyrkiske Konyaspor, hvorefter turen gik spanske Cadíz. Han skrev i 2022 under på en fireårig kontrakt i AEK Athen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P