Stort medie giver karakterer: Højlund og Eriksen i top
Manchester Uniteds to danskere rangerer i den gode ende hos Daily Mail, der har givet alle manager Erik ten Hags indkøb en karakter.
600 millioner pund.
Det er, hvad Manchester United ifølge Daily Mail har brugt, siden Erik ten Hag tog over som manager forud for 2022/23-sæsonen.
Alligevel halter resultaterne, og senest blev den i forvejen dårlige sæsonstart tydeliggjort med et nederlag på 0-3 hjemme mod Tottenham.
I den anledning har mediet sat sig ned og bedømt alle de spillere, som er blevet hentet til Manchester United under Erik ten Hag.
Her får spillerne en karakter fra 1 til 10 og samtidigt en forklaring til.
Det gælder blandt andre også de to Manchester United-danskere, Rasmus Højlund og Christian Eriksen.
Christian Eriksen, 6/10
– En af kun to spillere, som er kommet til på en fri transfer under Ten Hag. Eriksen fortjener ros for sin evne til at byde sig til og kæmpe for sin plads, selvom han mange gange er blevet afskrevet.
– I seneste sæson var der flere tilfælde, hvor danskeren ikke lignede en, der kunne følge tempoet. Han var særligt udsat i omstillingsspillet.
– Men med tre mål i seks kampe indtil videre i denne sæson har han vist, at han stadig er værdifuld – især når han får en lidt mere offensiv rolle og ikke har for stort et ansvar i defensiven.
– I en alder af 32 år bidrager han også med erfaring, og hans stærke kommentar efter den uafgjorte kamp mod FC Twente, hvor han sagde, at modstanderen ville det mere end United, beviser bare endnu en gang, at en ‘straight-talking’-veteran som ham er sin vægt værd i guld, hvis Manchester United skal forbedre sig, skriver Daily Mail.
Rasmus Højlund, 6.5/10
– Det store prisskilt medførte med det samme et kæmpe pres, da han kom til klubben.
– Flere af Manchester Uniteds tidligere stjerner er overbeviste om, at han ikke har det niveau, som der skal til, men når man tager højde for, at han har kæmpet med tre forskellige skader i sin debutsæson, så repræsenterer 16 scoringer en solid start.
– Skader har i denne sæson frarøvet ham muligheden for at spille i denne sæson, og mens han kan være frustrerende og se uslebet ud i store kampe, så er Højlund i stand til at blive bedre og bedre.
– Det er en proces – men en proces, der er værd at vente på, skriver Daily Mail om den blonde angriber.
De to danskeres karakterer på henholdsvis 6/10 og 6,5/10 skal ses i lyset af, at en spiller som Casemiro kun får 5/10, Mason Mount 4/10 og Antony 2/10.
Der er dog få, der scorer højere på karakterskalaen. Lisandro Martinez får således 8/10, mens både Andre Onana, Matthjis de Ligt og Jonny Evans får 7/10. Det er så også de fire eneste, der scorer højere end både Rasmus Højlund og Christian Eriksen. 14 spillere scorer det samme eller lavere.