Kommentator undrer sig: Har vi overhovedet en landstræner?
Campos fodboldkommentator Flemming Toft savner klare udmeldinger fra DBU omkring landstrænersædet, hvor vikaren for vikaren lige nu vikarierer selvom vikaren er tilbage.
Der er stadig ikke klarhed over landstræner situationen omkring det danske fodboldlandshold.
Morten Wieghorst er meldt rask og er tilbage. Men ikke i sin oprindelige rolle som ansvarlig.
Det kan skyldes Lars Knudsens succes med de to sejre over Schweiz og Serbien, da han vikarierede for vikaren. Det kan også skyldes, at Wieghorst endnu ikke er klar til at tage ansvaret, men dog er klar til bænken.
Vi ved det ikke, Fodbolddanmark ved det ikke. Der gættes og spekuleres, også på hvad det betyder for fremtiden – for landsholdet, for Knudsen og for Wieghorst.
Har vi en landstræner eller er det bare to fra vikarbureauet?
Flemming Toft
Ingen skal pille ved eller spekulere i de “mindre stresssymptomer”, DBU’s egne ord, som ramte Wieghorst før de to første landskampe i denne sæson. Absolut ikke. Vi kender hverken årsag eller omfang.
Men det er lidt underligt, at der ikke bliver spillet med lidt mere åbne kort overfor alle fodboldfans, som venter på en opfølgning af den fælles-krammer, der ellers understreger forholdet til landsholdet.
Jeg synes ikke der er behov for hverken gemme- eller gætteleg.
Hvorfor er vikaren for vikaren landstræner-ansvarlig også i de næste kampe? Ikke at der er noget galt i det valg, men hvorfor er den oprindelige landstræner nu “kun” assistent?
Hvis han efter to kampe på bænken er tilbage i “form”, bliver han så skiftet ind? Har vi en landstræner eller er det bare to fra vikarbureauet? Hvad skal der ske efter de to oktober kampe? Bytter de to roller i årets sidste kampe?
Hvad betyder alt det her for fremtiden? Er DBU stadig på jagt efter en ny ikke midlertidig landstræner? Er de to, Knudsen og Wieghorst, til eksamen resten af året? Der blev kigget og argumenteret langsigtet, da Kasper Hjulmand kom i fokus, mens Hareide stadig havde et år tilbage. Tænker DBU stadig på den lange bane?
Overraskelser – og dog
To spændende udtagelser til det landshold, der skal møde Spanien i Murcia lidt syd for Alicante og Schweiz i St. Gallen midt i denne måned.
Rasmus Nicolaisen, der har fast og fuld spilletid i Toulouse FC og hører til i det øverste hierarki. Stor og stærk midterforsvarer, der kan få landsholdsdebut og nok er set som en gardering for kampform svage Jannik Vestergaard.
Jens Stage har været landholds optisk nedtonet siden 2021, hvor han fik sin hidtil eneste kamp, men i weekenden sprang han alle rubrikstørrelser med sit hattrick for Werder Bremen. Det er ikke derfor, han er udtaget, men på grund af solidt håndværk i den tyske Bundesliga.
For mig noget overraskende at Rasmus Højlund er tilbage, selvom han altid er velkommen. Som målscorer (ikke et landsholdsmål siden oktober sidste år), som attraktion og som en “rigtig” 9’er.
Men Højlund har været ude siden julis sidste dag og har siden fået mindre end en halvleg samlet set siden. Men nu er han her, og så håber vi alle det bedste fra en savnet spiller, der ikke længere er fremtidssikker i start 11’eren hos United.
Et landshold som ventet, dog med to nye interessante navne og igen uden Superliga-spillere. Ikke at de partout skal med, bare fordi de er fra den hjemlige liga, men dog igen bemærkelsesværdigt.
Flere overraskelser: Se Danmarks trup mod Spanien