Fransk stjerne stopper på landsholdet
Antoine Griezmann har spillet sin sidste kamp for Les Bleus.
Der er ikke mere landsholdsbold i Antoine Griezmann.
Således oplyser den 33-årige franskmand mandag på X, at han indstiller sin landsholdskarriere.
– Det er med hjertet fyldt af minder, at jeg lukker dette kapitel af mit liv.
– Tak for et storslået eventyr. Vi ses snart, skriver han ganske kort sammen med en video, hvor man kan se nogle af hans største oplevelser med det franske landshold.
Antoine Griezmann har en landsholdskarriere bag sig, som de færreste kan matche.
Med 137 kampe er han, sammen med Olivier Giroud, den spiller, der har noteret sig for tredjeflest franske landsholdsoptræderne nogensinde. Kun Lilian Thuram og Hugo Lloris har flere.
De mange kampe har blandt andet kastet 44 scoringer af sig.
Antoine Griezmann kan desuden prale af at have vundet VM i 2018. I 2016 blev han kåret til årets fodboldspiller i Frankrig efter at være blevet topscorer ved EM.
På klubplan er den 33-årige kreatør fortsat at finde i Atletico Madrid, hvor hans kontrakt strækker sig frem til 2026.