NordicBet Ligaen

OB’s unge matchwinner: Det var super fedt!

Den blot 17-årige William Martin blev afgørende i OB’s 1-2 sejr over Kolding IF fredag. Efter kampen var angriberen lykkelig over sit første mål på førsteholdet.

OB's cheftræner, Søren Krogh, på sidelinien.
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix.

Alder er bare et tal.

Sådan siger man ofte, og i OB ser det ud til, at man ser lignende på tingene.

Klubbens 17-årige angriber William Martin scorede nemlig OB’s afgørende mål mod Kolding IF fredag og var jublende glad efter kampen.

– Det var super fedt. Især også når vi vinder 1-2. Det er sgu ret stort, at vi bliver ved med at vinde. Det er imponerende. Og så at jeg endelig for scoret, siger William Martin i interviewet til Viaplay og fortsætter:

– Det er også vigtigt for mig at vise, at det kan jeg også byde ind med. Så nu er jeg bare pisseglad.

Foden på speederen: OB drøner videre mod Superligaen

Den unge angriber scorede sit matchwinner-mål allerede i det 18. minut. Han mener ikke, der er nogen hold, der i øjeblikket kan stikke en kæp i hjulet for OB-toget, der buldrer mod en retur til Superligaen.

– Vi spiller bare vores spil, og vi kæmper for hinanden. Der er ingen, der kan stoppe os lige nu, nej, siger William Martin i interviewet, som du kan se i sin helhed øverst i artiklen.

OB ligger på en klar førsteplads i NordicBet Ligaen med 31 point efter 11 kampe. Det er 12 point mere end FC Fredericia på andenpladsen, som dog har spillet en kamp færre en fynboerne.

Notifications

Notifikationer