Oddset Pokalen

Pokaldræber glæder sig til gensyn med Viborg-profiler

Næsby Boldklub møder Viborg FF i næste runde af Oddset Pokalen, og det bliver samtidig gensyn for fynboernes cheftræner med to af midtjydernes spillere.

Collage med Charly Nouck, Isak Jensen og Andreas Bech fra Næsby
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix, Claus Fisker/Ritzau Scanpix, Næsby Boldklub

Der venter Superligamodstand for de fynske pokaldræbere fra Næsby Boldklub.

Torsdag aften stod det klart, at Viborg FF bliver næste modstander i Oddset Pokalen, efter at 3. Divisionsholdet tirsdag sendte B.93 ud af turneringen.

I Viborg render to tidligere Næsby-spillere rundt, nemlig Charly Nouck og Isak Jensen, og dem glæder Næsbys cheftræner ekstra meget til at møde.

– Jeg trænede dem begge inde i OB, og når man er på et akademi, uanset hvor i landet det er, så håber vi alle sammen jo på, at de spiller man træner, slår igennem. Først og fremmest i sin egen klub, men dernæst bare i fodboldverdenen, udtaler Andreas Bech, cheftræner i Næsby Boldklub, til Campo.

Andreas Bech (t.v.) er cheftræner i Næsby Boldklub i 3. Division. Foto: Næsby Boldklub

Nouck og Jensen spillede begge ungdomsfodbold i Næsby, men skiftede ind til OB, hvor Andreas Bech var træner for forskellige årgange på akademiet.

I dag glæder Bech sig over den succes, de to fynske spillere har haft.

Isak Steiner Jensen ( Viborg 10) scorer under superligakampen mellem Vejle Boldklub og Viborg FF på Vejle Stadion søndag den 15. september 2024.
Isak Jensen i kamp for Viborg FF. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

– Det er jo fantastisk, at de kan leve af at spille fodbold, så det glæder mig på Charly og Isaks vegne. Også at det er på Superliga-niveau. Så det bliver sjovt at se dem igen og spille mod dem, og jeg glæder mig da også personligt til at møde dem som modstandere, slår Bech fast.

Skal forvente en hård kamp

Bech har trænet dem begge og kender derfor også til deres svage punkter. Men det bliver ikke lige til at få dem stækket, fortæller han.

– Nu er Charly og Isak nogle spillere, man ikke lige kan lave en scrapbog efter. De er begge hurtige og så gode til at drible, og så kan de jo begge jo sætte en mand af i en telefonboks. Så vores forsvarsspillere skal have de hurtige fødder på.

Bech har ikke været i kontakt med de to spillere endnu, men der kunne godt ryge en besked afsted senere på fredagen.

Viborgs Charly Nouck i 3F Superligakampen mellem Silkeborg IF og Viborg FF på Jysk Park i Silkeborg, søndag den 4. august 2024
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

– Jeg tænker, de kan få en lille besked senere. Der vil nok stå noget i retningen af, at jeg glæder mig til at se dem, og at de skal forvente en hård kamp mod deres fynske venner, lyder det med et grin fra Næsby-chefen.

Fjerderundeopgøret mellem Næsby Boldklub og Viborg FF i Oddset Pokalen er endnu ikke fastsat.

Kæmpe brag venter i fjerde runde af Oddset Pokalen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P