Champions League

Krig og bomber: Ved ikke længere hvad ‘hjem’ betyder

Shakhtar Donetsk har de seneste år haft 10 forskellige hjemmebaner.

Shakhtar Donetsk på plads på Bolognas hjemmebane i Champions League.
Foto: Jennifer Lorenzini/Reuters/Ritzau Scanpix

Shakhtar Donetsk skal spille denne sæsons hjemmekampe i Champions League på Schalke 04’s Veltins Arena.

Det skyldes, at kampe i UEFA-regi ikke er tilladt hjemme i Ukraine på grund af Ruslands invasion.

Det er dog ikke ligefrem nogen helt ny situation for den ukrainske topklub, der de seneste 10 år har været gennem mere, end de fleste fodboldklubber nogensinde kommer til.

– Vi har ikke været i Donetsk siden krigen i det østlige Ukraine begyndte i 2014. Vi har haft mere end 10 forskellige stadions som hjemmebaner siden da.

– Vi kender ikke længere betydningen af ordet “hjem”. Vi er fremmede overalt, siger Darijo Srna, der er sportsdirektør i Shakhtar Donetsk, i et længere interview med Bild.

Den tidligere kroatiske landsholdsspiller beretter også om nye og konkrete tilfælde, hvor krigen i Ukraine påvirker hverdagen for Shakhtar Donetsk.

Hvornår indså du senest, at I er en fodboldklub fra en krigszone?

– Under vores udekamp mod Kryvbas (den 1. september, red.) i den sydlige del af landet.

– Efter 15 minutter af kampen var der luftangrebsalarm, så vi blev nødt til at gå i bunkeren og sov der endda.

– Dagen efter lød der en ny luftangrebsalarm, så vi blev nødt til at forlade kampen. Det er stadig uvist, hvornår kampen bliver færdigspillet.

– Bombningerne, inklusiv dem i det vestlige Ukraine, hvor vi lige nu har vores klubs hovedkontor i Lviv, har været tiltagende på det seneste, siger Darijo Srna, der som spiller tilbragte 15 år af sin karriere i Shakhtar Donetsk.

Shakhtar Donetsk tog hul på Champions League-ligafasen med en 0-0-kamp ude mod Bologna.

Næste gang venter en ‘hjemmekamp’ mod Atalanta på i Tyskland.

Shakhtar Donetsk skal også møde klubber som Bayern München og Arsenal i sit forsøg på at spille sig videre i turneringen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P