Dansk succestræner tæt på udløb i Norge: Planen er simpel
Jakob Michelsen og HamKam er på vej mod sit bedste resultat i over ti år i Eliteserien, men danskeren har endnu ikke afklaring om sin fremtid.
Der blæser positive vinde i norske HamKam.
Her er danske Jakob Michelsen manden ved roret, og han har været med til at løfte klubben op på et nyt niveau.
Faktisk er det kun gået opad lige siden Michelsen trådte ind ad døren, hvor han mener, at klubben halvår for halvår har lagt mere og mere på.
Kontraktudløb
Alligevel er der ugler i mosen, da den danske succestræners kontrakt står til at udløbe ved årsskiftet.
Men efter de stoiske principper ved Michelsen godt, at det ikke altid er helt let at planlægge næste skridt inden for fodboldverden.
– Planen er egentlig meget simpel. Jeg har lært efter mange år i fodboldbranchen, at det er fuldstændig umuligt at karriereplanlægge.
– Det handler om at gøre det så godt, man kan der, hvor man er, og nyde der, hvor man er. Når man så gør det godt, så åbner der sig nogle døre, og gør man det skidt, så lukker der sig nogle døre.
Døren er da bestemt heller ikke lukket for at blive i HamKam, hvor Jakob Michelsen finder sig rigtig godt til rette.
– Jeg kunne godt være taget væk HamKam i løbet af de seneste sæsoner. Der har været en del muligheder undervejs, men jeg har ikke følt, at det har været rigtigt. Og familien trives også rigtig godt her.
– Jeg har en rigtig fin dialog her med klubben, og de har tilkendegivet, at de gerne vil forlænge. De har nogle positive snakke. Og så må vi se, hvad der sker, fortæller Jakob Michelsen til Campo.
Hvad er det, der lykkes i HamKam?
– Vi har løftet os, og det har vi gjort i alle tre år, siden vi er kommet tilbage i Eliteserien, efter at have været uden for det fine selskab i 13-14 år. Vi er blevet bedre hvert halvår, der er gået, og hvis vi overlever i år, så er det første gang i 30 år, at HamKam har fire år i træk i Eliteserien.
HamKam indtager i skrivende stund ottendepladsen i Eliteserien med seks point ned til nedrykningspladserne.
Derudover har Michelsens klub udviklet sig til at være en sælgende klub, og de ekstra penge i klubkassen bliver brugt på at forbedre klubben som helhed.
– Vi har fået tættere samarbejde med akademiet, hvor der kommer unge spillere op, og hvor vi blandt andet har solgt til Club Brugge. Vi har lige givet debut til en 16-årig spiller, og jeg synes, vi er blevet bedre hele vejen rundt i klubben.
– Lige nu er vi også et godt sted, og det var også derfor jeg forlængede sidste år, fordi jeg følte, at vi godt kunne løfte det en tand videre.
Vidste du at…
HamKam var det første hold, der slog topholdet fra Bodø/Glimt i den indeværende sæson.
Bodø/Glimt topper Eliteserien suverænt og har blot tabt tre kampe, imens man har syv point ned til SK Brann, der indtager andenpladsen.
Kontraktforlængelse?
– Vi har det rigtigt godt som familie her. Jeg er lige blevet far for tredje gang. Så vi har det rigtig fint, og det er en god klub at være i, hvor jeg har fået lov at sætte mit eget hold omkring mig.
Jakob Michelsen drager en stærk parallel til dagene i Sønderjyske, hvor den danske cheftræner førte Haderslev-klubben til Superliga-sølv.
– Men vi har et af de mindste budgetter i rækken, og vi spiller over par i øjeblikket. Det har vi egentlig gjort alle tre år. Sidste år gav vi odds 1.20 for at rykke ned og alle eksperter havde os til at rykke ned. Men der klarede vi den også.
– Så vi har løftet os, og nu må vi se, hvad der sker.
Dog lægger Michelsen heller ikke skjul på, at andre klubber har været interesseret i at rekruttere ham.
– Der har både været danske og internationale klubber, der har været snak med. Fodbold handler meget om timing, og det handler om, at det skal være det rigtige projekt, hvor mine styrker kommer til udtryk.
– Det skal også passe med familien. Vi har tidligere været i Sverige og Afrika. Nu har vi oplevet Norge, og vi har det rigtig rigtig godt. Skal det give mening, skal det også give mening for familien.
Hvad med 3F Superligaen?
Jakob Michelsen forlod dansk fodbold i 2021, da OB valgte at gå i en anden retning.
Men muligheden for en retur til Danmark er bestemt ikke udelukket.
– Det vil være naivt at afvise ting på forhånd. Det er klart, når man har spillet 150 kampe i Superligaen og altid leveret over par, og Superligaen er en spændende række, så er det ikke uaktuelt at tage hjem til Superligaen. Det er ikke uaktuelt at blive i Norge og heller ikke et helt tredje sted.
– Så det er jo ‘pakken’, der kommer an på. Det sportslige projekt, min mulighed for påvirke, og at det passer ind med familien.
Altid præsteret
– Fodbold er jo en ferskvare. Det handler om nuet, og hvis du gør det godt, så åbner der sig nogle døre. Det har jeg heldigvis gjort stort set alle de steder, jeg har været. Uden at lyde arrogant, har det aldrig været muligheder, der har manglet.
– Jeg har vundet sølv i Sønderjyske, deres bedste resultat nogensinde, og top seks i OB, deres bedste resultat i mange mange år. Og når man nu kan lave det bedste resultat i 30 år i HamKam, så åbner der sig nogle døre. Det er helt naturligt, afslutter Jakob Michelsen.
Foruden OB og Sønderjyske har Jakob Michelsen tidligere været cheftræner i Hobro, Hammarby og Skive IK udover, at han har været assistent for Tanzanias landshold.