Brøndby-talent: Jeg så meget op til ‘Jobbe’ som barn
Lukas Larsen fik onsdag aften debut for Brøndby IF. Forsvarstalentet sigter efter at blive fast del af førsteholdet, og her bruger han en tidligere Brøndby-spiller som inspiration.
Mads Hermansen, Christian Nørgaard og Morten Frendrup.
Listen er lang med Masterclass-spillere i Brøndby, som senere har fået en succesfuld karriere.
Men spørger man Lukas Larsen, som er det seneste navn fra Brøndby Masterclass i førsteholdstruppen, så er der én bestemt spiller, han ser op til.
– Jeg kan huske, da Jobbe (red. Jesper Lindstrøm) kom op på førsteholdet, og ham så jeg meget op til som barn. Han viste vejen for alle de unge, og selvfølgelig ser jeg også op til de nuværende spillere, som kommer fra Masterclass, fortæller Lukas Larsen til Campo.
Clement Bischoff, Noah Nartey og Mathias Kvistgaarden er nuværende Brøndby-spillere, som kommer fra ungdomsakademiet.
Men Larsen er klar til at skabe sit eget navn på Vestegnen.
– Jeg kan bidrage med en masse. Jeg kommer med en masse power, og jeg kommer langt med op på banen. Jeg forsvarer godt og er god i mit pasningsspil. Og så vil jeg sige, at jeg er farlig, så forhåbentligt kan jeg bidrage med mål og assist, uddyber den 18-årige forsvarsspiller.
Hvad sagde Jesper Sørensen til dig efter din debut?
– Han sagde tillykke til mig, men ikke meget mere end det. Jeg må fortsætte med at kæmpe og gøre det godt til træning og i de indhop, jeg nu kan få, siger Lukas Larsen.
Regner du med at få spilletid igen på mandag imod FC Nordsjælland?
– Det er svært at sige på forhånd. Jeg håber da, at jeg er en del af truppen til Nordsjælland-kampen, men det finder jeg ud af om nogle dage, understreger han.