Premier League bruger kassen på sagsomkostninger
Det er langt fra gratis at håndhæve egne regler. Det ved Premier League alt om.

Foto: Scott Heppell/Reuters/Ritzau Scanpix
45 millioner pund, svarende til 402 millioner kroner.
Det er, hvad Premier League i sidste sæson brugte på sagsomkostninger.
Det skriver The Independent.
Pengene bruges i stor stil på at håndhæve egne regler overfor klubberne.
Lige nu er man involveret i to separate sager mod Manchester City, mens man også undersøger Chelsea og nogle ureglementerede betalinger i forbindelse med klubbens tidligere ejer, Roman Abramovich.
Derudover har der været to sager om økonomisk bæredygtighed med Everton og Nottingham Forest, som begge fik fratrukket point i sidste sæson.
Og så kører der også en sag mod Leicester.














