Nul minutter til Ansu Fati: Han er på 100 procent
Ansu Fati er helt klar til kamp, men Hansi Flick kigger ikke i hans retning endnu.
Ansu Fati var udset den helt store stjernerolle i FC Barcelona som teenager.
Som årene gik blev den vævre kantspiller dog ramt af flere forskellige skader. Noget, der har kostet på både form og niveau.
I seneste sæson blev han derfor sendt på leje i Brighton i jagten på kontinuerlig spilletid.
Den i dag 21-årige spanier er imidlertid tilbage i FC Barcelona igen, hvor han i sommerens løb har arbejdet hårdt for at blive en skade kvit.
Den mission er dog lykkedes for længst, men alligevel står Ansu Fati fortsat noteret for nul minutter i LaLiga i denne sæson.
Og det skyldes ganske enkelt, at cheftræner Hansi Flick endnu ikke har haft lyst til at bruge ham.
– Ansu er på 100 procent, men kampen var hård og vi besluttede os derfor at bringe andre spillere på banen, siger Barca-chefen ifølge journalisten Fabrizio Romano.
Den catalanske storklub sejrede onsdag med 1-0 hjemme over Getafe.
Selvom det ikke er blevet til spilletid i den hjemlige liga endnu for Ansu Fati, så har han dog fået ganske få minutter.
Således blev han skiftet ind til allersidst i Barcas 2-1-nederlag mod AS Moncao i Champions League for en uge siden.
I alt står han noteret for 113 kampe for FC Barcelonas førstehold, som han debuterede for tilbage i sensommeren 2019.