Lerager efter avancement: Én rigtig pokalkamp
F. C. København kom først i omdrejninger i slutfasen af kampen imod HB Køge. Lukas Lerager var dog fortrøstningsfuld efter opgøret.
F. C. København havde problemer med at nedbryde NordicBet Liga-mandskabet HB Køge i pokalturneringen.
Alligevel blev det til en sejr på 2-0, da københavnerne skruede bissen op i kampens døende minutter.
En af målscorerne, Lukas Lerager, var efter kampen tilfreds og så lovende takter fra sine holdkammerater.
– Det er sådan en rigtig pokalkamp. Det er dét, som pokalkampene kan. Det gælder om at holde tålmodigheden, selvom vi ikke scorer i første halvleg. Men vi bliver ved med at køre på, og vi er koncentrerede, og så lykkedes det heldigvis til sidst, fortæller Lerager efter kampen.
Lerager kom på måltavlen efter 81. minut, hvor bolden undervejs blev rettet af i flere omgange.
– Den dropper ud til mig, og så tænker jeg bare, at jeg skal klappe på kassen, og så rammer den en, to, tre stykker, og så går den ind. Det var en forløsning. Det var et dejligt tidspunkt, så vi ikke skulle kæmpe mere for det, siger midtbanespilleren.
Lerager havde dog ikke tid til at reflektere over den kommende lodtrækning i pokalturneringen.
– Når der bliver fløjtet af, så tænker jeg på, at jeg skal spille om tre dages tid imod Vejle, så det er dét, der er i mit hoved, afslutter han af med.
F. C. København møder Vejle Boldklub søndag klokken 18:00.
Du kan se det fulde interview med Lukas Lerager øverst i artiklen.