Ærlig Don Deedson fortryder ikke udtalelser om OB-exit
Don Deedson Lucious har fuldt fokus på OB, men fortryder ikke sommerens udtalelser, hvor han ønskede et skifte væk.
– Jeg håber, at klubben vil acceptere, at jeg kan komme væk.
Sådan lød det fra Don Deedson Louicius til Tipsbladet i sommer i kølvandet på OB’s nedrykning til NordicBet Liga.
Her ønskede en perlerække af klubbens spillere skifte væk fra den detroniserede traditionsklub, men modsat flere andre, så er Deedson stadig at finde i de blå og hvide striber.
Campo har spurgt den målfarlige Deedson, hvorfor han ikke skiftede væk i løbet af sommerens transfervindue.
– Altså, det er jo bare fodbold, ikk’? Lige nu fokuserer jeg på OB, hvor jeg giver alt i hver kamp. Så jeg giver alt for holdet, og vi må se, hvad der sker.
Deedson hjælper lige nu OB med at komme tilbage på fode igen i NordicBet Ligaen, og han fortæller, at der ikke er lavet en aftale om en transfer på et senere tidspunkt med OB’s sportsdirektør, Troels Bech.
Haitianeren fortryder dog ikke sommerens udtalelser om et skifte væk.
– Nej, det er bare fodbold, du ved. Nogle gange siger man noget, og nogle gange sker tingene på en bestemt måde. Men det handler om at fokusere på, hvor man er, og hjælpe holdet så meget, som man kan.
– Og som jeg hele tiden har sagt: Så længe jeg er her, giver jeg alt, udtaler Deedson til Campo.
Vil vinde trofæer
Don Deedson har fået en god start på sæsonen og er noteret for tre mål og tre oplæg i ni kampe. Det kunne dog have set anderledes ud, for der var interesse fra andre klubber i sommer.
– Jo, der var nogle samtaler, men til syvende og sidst skete der ikke noget. Så nu er jeg her, og fokus er på OB. Og så vi må se.
– Personligt for mig, og det er helt ærligt, mens jeg er i OB, håber jeg bare på at vinde et trofæ i Danmark. Jeg har aldrig vundet nogle trofæer, så lige nu er mit fokus på 1. Division og at vinde med Odense. Det er mit fokus lige nu, for at være ærlig.
Når du siger “trofæ,” er det så i 1. Division eller Superligaen, du mener?
– Det kan være begge dele, hvorfor ikke?
Hvis du nu ikke kan vinde Superliga-trofæ med OB, kan det så være med en anden dansk klub?
– Det kan det godt. Det kan det. Det her er fodbold, og alt kan ske. Den ene dag er jeg her og kan være det for de næste fem år. Og jeg kan være et andet sted om et år. Det ved man aldrig, slutter Deedson.
Troels Bech glæder sig over, at Deedson fortsat er at finde i den stribede trøje.