– Effekten vil være større, hvis City smides ud af ligaen
Sådan udtaler formand for Transparency International Danmark Jesper Olsen, som arbejder i en organisation, der bekæmper bestikkelse og korruption.
Manchester Citys høring om de 115 anklager begyndte i sidste uge.
En sag, som forventes at strække sig frem til 2025, hvor den engelske storklub er beskyldt for blandt andet at have givet forkerte oplysninger i forbindelse med transfers over en periode på ni år samt brud på UEFA’s Financial Fair Play (FFP) regler.
Spørger man formanden for Transparency International Danmark er det ikke nok at fratrække point fra City.
– Man kan nærmest få fratrukket point af alt i dag, så det har ikke en stærk nok gennemslagskraft som en tvangsnedrykning. Effekten er væsentlig større, hvis man markerer en tydelig linje og smider City ud af ligaen, fortæller Jesper Olsen og uddyber:
– Hvis bruddet på disse regler ikke har store konsekvenser, så er der heller ingen forebyggende effekt.
Det vil blot anses som et skuldertræk, hvis man er Manchester City-spiller eller cheftræner ifølge formanden, og det kan resultere i et markant knæk i den engelske Premier League.
– Problemet er, at man risikerer, at Premier League kan knække over, og så det er en situation, som både er en økonomisk og sportslig katastrofe, siger Jesper Olsen.
– Når forskellen mellem de store hold og små hold bliver så stor, som den bliver, så indebærer det nogle meget uheldige økonomiske mekanismer. Vi ser det eksempelvis i Skotland og Danmark, hvor nogle hold stikker af fra de andre. Når en liga knækker over med ganske få klubber, så er det i virkeligheden dem, der løber med pengene.
Manchester Citys 115 anklager
Her kan du få et overblik over, hvilke anklager Manchester City er oppe imod.
- 54x Manglende levering af nøjagtige økonomiske oplysninger (2009/10-2017/18)
- 14x Manglende levering af nøjagtige detaljer om spillere og træneres løn (2009/10 – 2017/18)
- 5x Manglende overholdelse af UEFAs regler – herunder Financial Fair Play (FFP) (2013/14 – 2017/18)
- 7x Brud på Premier Leagues Profit and Sustainability Rules (PSR) (2015/16 – 2017/18)
- 35x Manglende samarbejde med Premier Leagues undersøgelser af klubben (december 2018 – februar 2023)
- Kilde: BBC
Tidsudtræk fra sportslige ledere
Jesper Olsen vil ikke være overrasket, hvis der går enorm lang tid, før der falder en dom.
Såfremt City bliver fundet skyldige i sigtelserne, kan klubben anke, og dermed vil processen tage endnu længere tid.
– På det punkt er sportsledere ikke anderledes end spillerne på banen. Noget af det, som fodboldelskere hader allermest, er når modstanderholdet trækker tiden. Det er jo virkelig dét, de gør. Nogle mener, at det handler om et skøn, og at der er tale om fortolkning af reglerne, hvor samme aktører mener, at de er på den rigtige side af reglerne, fortæller Olsen til Campo.
Formanden for den uafhængige NGO understreger, at man ikke på forhånd kan male fanden på væggen. Han tilslutter sig Citys cheftræner Pep Guardiola, som har udtalt, at man er uskyldig til det modsatte er bevist.
– Organisationerne og fodboldforbundene har et vigtigt ansvar i at håndhæve reglerne, så det ikke stikker helt af. Men man skal ikke dømme City på forhånd, før retten er kommet frem til en afgørelse, fremhæver Jesper Olsen.
Manchester Citys 115 anklager: Hvornår falder dommen?