Medie: Vejle har ny cheftræner på plads
Ifølge Vejle Amts Folkeblad bliver det rumænske Mihai Teja, der skal overtage trænerposten i Vejle Boldklub.
Tidligere på mandagen blev det offentliggjort, at Ivan Prelec ikke længere skal stå i spidsen for kriseramte Vejle Boldklub.
Afskeden med træneren kom næppe som et chok, da Vejle fortsat har sit første point i 3F Superligaen til gode efter ni runder.
Vejle Amts Folkeblad mener nu at vide, hvem der bliver afløseren, som skal forsøge at redde Vejle ud af krisen.
Ifølge mediet er det rumænske Mihai Teja, der skal forsøge at skabe mirakler og redde klubben fra trekantsområdet.
Mihai Teja har aldrig været i nærheden af dansk fodbold før, da hans trænerkarriere primært har taget form i moderlandet, Rumænien.
Dog har han haft et par udenrigseventyr til Belgien, hvor han både har ageret assistent i Standard Liege og Mouscron. Derudover har han kortvarigt stået i spidsen for det rumænske U21-landshold.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad får han i første omgang stillingen for det resterende af indeværende sæson.
Derudover beskriver mediet, at han tager sine egne folk med.
Vejle Boldklub præsenterer sin nye cheftræner tirsdag klokken 09.00.
Ilddåb
Første kamp, hvor Teja skal stå i spidsen for Vejle, bliver noget af en ilddåb.
Her gælder det nemlig selveste F.C. København, der tager turen til Nørreskoven.
Kampen spilles søndag den 29. september klokken 18:00 og kan ses på TV3+
Læs mere om trænerfyringen og Vejle-krisen her:
Officielt: Ivan Prelec er færdig i Vejle