3F Superligaen

– Har givet alt og brugt alle værktøjer

Ivan Prelec sætter ord på sin tid i Vejle Boldklub, som efter to og et halvt år nu er løbet ud.

Ivan Prelec er skuffet og på vej fra banen efter sin sidste kamp i spidsen for Vejle Boldklub.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Han havde ikke mere at byde ind med.

Det er mere eller mindre det, som Ivan Prelec ligger til grund for, at han mandag for en uge siden kaldte Vejle Boldklubs ledelse ind til et møde.

Her meddelte han, at han ønskede at blive løst fra sin kontrakt i klubben.

Dagen forinden havde Vejle Boldklub netop tabt med 0-5 hjemme mod Viborg FF, og Ivan Prelec kunne ikke længere se, hvordan han som cheftræner skulle få klubben ud af krisen, hvor det aktuelt er blevet til nul point i ni kampe i 3F Superligaen.

– Det står klart for mig efter kampen mod Viborg, at Vejle Boldklub og truppen skal have ny energi. Jeg har givet alt for, at vi skulle vende situationen, og jeg har brugt alle de redskaber, jeg har i min værktøjskasse, i denne situation.

– Det er klart, at jeg mener, at truppen er bedre end de resultater, vi har leveret i 3F Superligaen i denne sæson. Jeg er ked af, at jeg må træffe denne beslutning, men min energi er ikke på det niveau, holdet har brug for i denne situation, og når man når frem til den konklusion, så er man forpligtet til at handle på den.

– Jeg blev bedt om at tage kampen i går [søndag], således klubben kunne få deres nye løsning på plads, og den kamp tog jeg i respekt for Vejle Boldklub. På mange måder var det også medvirkende til at få en energi tilbage, når jeg vidste, at det var min sidste kamp i spidsen for denne stolte klub, fortæller Vejle Boldklubs nu forhenværende cheftræner til klubbens egen hjemmeside.

Men selvom det heller slutter både brat og midt i en krise, så har det langt fra været en mørk tid for Ivan Prelec i Vejle.

– Jeg har tilbragt to et halvt år i klubben her, og jeg har nydt hver eneste dag. Jeg har været bekendt med klubbens begrænsede økonomiske muligheder fra dag et. Det har været en præmis i mit arbejde, og jeg har haft en solid tro på, at vi gennem fællesskabet kunne gå imod de odds, vi har haft før hver sæsonstart.

– Jeg har givet alt af mig selv på denne rejse. Der har været mange lange dage, afsavn til familien, men dagene har altid været båret af en tro på, at vi kunne klare det. Af respekt for Vejle Boldklub og mig selv er det også derfor, at jeg nu har bedt om at blive fritaget fra min kontrakt. Jeg har ikke mere at give af. Jeg vil, om noget tid, se tilbage på min periode her med stolthed og taknemmelighed, siger han.

Den kroatiske træner sender også en tak til klubbens fans, som har oplevet klubben rykke ned, rykke op og overleve under Ivan Prelec.

– Tak til klubbens fans for opbakningen undervejs. Vi har altid ønsket det samme, og jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet give jer det i denne sæson. Jeg vil gerne udtrykke taknemmelighed på vegne af mig selv og den udenlandske stab til alle, der er en del af Vejle Boldklub. Det gælder både den sportslige afdeling og administrationen. Vi har følt os hjemme og som en del af Vejle. Når man først har været VB’er, så er man altid VB’er, afslutter Ivan Prelec.

Ivan Prelecs sidste kamp i spidsen blev søndagens bitre nederlag ude mod Sønderjyske, hvor man i tillægstiden indkasserede et mål og tabte med 2-1.

På det tidspunkt havde han i næsten en hel uge vidst, at han var fortid i Vejle.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P