Stabile Frederik Tingager peger ind i fremtidens AGF
AGF har til tider været hårdt ramt af skader, men i forsvaret har klubben en mand, som næsten altid spiller og på et stabilt højt niveau. Campo har sat Frederik Tingager stævne for at spørge ind til de gode præstationer, nye makkere i forsvaret og drømmen om at vinde noget med AGF.
Fire superligakampe.
Det er alt, AGF’s Frederik Tingager har misset fra forrige sæson og frem til nu.
Er den knap to meter høje styrmand i midterforsvaret klar, så spiller han – og det med et højt og stabilt niveau. Stabiliteten kommer dog ikke bag på Tingager.
– Det er altid svært at svare på, men mit umiddelbare svar vil være nej. Jeg synes, siden Uwe (Rösler, red.) kom hertil, har jeg haft en rigtig god rolle på holdet, og det har jeg også, hvis man kigger på min tid, mens jeg har været i AGF.
– Der var kun en enkelt sæson (2021, red.), hvor jeg havde en alvorlig knæskade, som satte mig ud af spillet i et stykke tid. Da jeg kom tilbage fra den, må jeg også bare indrømme, at jeg nok kom lidt for hurtigt tilbage og var ikke i den forfatning, jeg var i, inden jeg blev skadet, lyder det ærligt fra Frederik Tingager til Campo.
Peger ind i fremtiden
I de to seneste sæsoner samt den nuværende har Frederik Tingager holdt sig skadesfri og præsteret på højt niveau i næsten samtlige af AGF’s kampe.
– Det er blevet stabilt, og jeg er glad for at kunne bidrage. Jeg tror også, at hvis man passer på sin krop og træner godt, kan man holde lang tid.
– Det er de små ting og marginaler, der gør, at man kan holde sig skadesfri, 7-9-13, og jeg prøver bare at gøre alt, hvad jeg kan for at spille lige så lang tid på lige så højt niveau. Så jeg nyder det, siger han.
En anden, der nyder godt af Tingagers indsats for AGF, er klubbens cheftræner Uwe Rösler. Ifølge tyskeren peger den 31-årige midtstopper ind i fremtidens AGF.
– Tingager er robust, og det er, hvad vi har brug for. Klubben vil gerne have, jeg forbereder vores hold til at kunne spille to kampe om ugen – så over 50 kampe på et år, siger Rösler og fortsætter:
– Vi er der ikke endnu, men det er vores mål – at have en trup med en stærk bredde – men også have spillere, der er robuste fysisk og mentalt til at spille i Europa. Hvornår det sker, ved jeg ikke, men det er det, vi stræber efter. Tingager er robust og kan tackle to kampe om ugen uden problemer.
Skiftende makkere i midterforsvaret
Frederik Tingager er den ledende styrmand i midterforsvaret for AGF og er en del af den rutinerede røde tråd, der går hele vejen op gennem banen fra Jesper Hansen i målet (39 år) over Tingager (31 år), Nicolai Poulsen (31 år) på midtbanen og til Patrick Mortensen (35 år) i angrebet.
Med til Tingagers rolle hører også udfordringen med at få tingene til at hænge sammen i forsvaret, når AGF til tider har været hårdt ramt af skader eller omrokeringer af spillere til forsvaret fra andre positioner.
AGF har fået en stor betydning for mig og min familie, og at kunne vinde noget med AGF ville være den største drøm for mig
Frederik Tingager
I seneste sæson var det især skaderne, der affødte skiftende makkere til Frederik Tingager i midterforsvaret.
Og i denne sæson har blandt andet Eric Kahl forladt wingbacken for at spille ved siden af ham. Undervejs i seneste kamp mod Silkeborg IF fik han sågar følge af en anden svensk wingback Felix Beijmo.
Nemt at være styrmand
De skiftende forsvarskolleger er en udfordring, erkender Frederik Tingager, men han mener ikke, det er en vanskelig opgave.
– Det kommer jo lidt an på, hvilken type man får ind ved siden af sig. Nogle gange har det været Felix (Beijmo, red.) og nu er det Eric (Kahl, red.), der ligger derinde, og han er jo lidt mere en back.
– Men det passer perfekt til det system, vi har, at vi har nogen, der kan gå med op, og så kan jeg blive lidt tilbage og holde styr på det.
– Men det har været en naturlig omstilling, vil jeg sige, i forhold til, at det har været nemt, og dem, der er kommet ind, har performet på et højt niveau, og det gør det også nemmere for mig at holde styr på dem.
Duelund-comeback i AGF inden længe: Jeg er ukuelig optimistTrods udfordringen er AGF lykkedes med at holde modstanderne fra at score for ofte. Aarhusianerne er sammen med FC Midtjylland det hold, der har lukket færrest mål ind, og der er da også stor ros til Tingagers præstationer fra hans cheftræner.
– Hans spil går meget ud på at være mentalt på vagt, være vågen og være i kampen. Og det gør han rigtig godt, og jeg er meget tilfreds med ham, siger Uwe Rösler og fortsætter:
– Tingager gør det rigtig godt for os – som forsvarer, som playmaker – fordi han er rigtig god på bolden – og som potentiel målscorer. Han er rigtig god, og jeg er meget glad for at have ham i truppen.
AGF-chef ønsker ordning: Kan gøre Mortensen og Badji bedreVil vinde med AGF
Frederik Tingager forlængede i februar sin kontrakt med AGF indtil sommeren 2028. Han har tidligere fortalt til Campo, at han håber på at kunne vinde noget med AGF, men hvordan er stopperens tro på, at det lykkes indenfor de næste fire år?
– Jeg ved godt, hvordan fodbold er. Man skal have tur i den, og man skal være heldig. Nu var vi i Pokalfinalen, der gjorde ualmindeligt ondt at tabe. Så det med at være så tæt på, det giver jo én endnu mere sult og tørst i forhold til at prøve, om man kan komme derhen igen, og det vil jeg utrolig gerne.
– AGF har fået en stor betydning for mig og min familie, og at kunne vinde noget med AGF ville være den største drøm for mig. Jeg prøver at gøre det, som jeg kan, hver eneste dag. Jeg arbejder hårdt, og så ved jeg også et eller andet sted, at chancen måske er der – og måske er den ikke.
– Men når jeg kigger tilbage på min tid, vil jeg også kunne sige, at jeg har gjort alt, jeg kunne. Jeg håber selvfølgelig at vinde noget på et tidspunkt, men nu må vi se.
AGF’s nye 10’er: Fantastisk klub – nem beslutningHvem ved? Måske er det i denne sæson Frederik Tingagers ønske om at vinde noget med klubben går i opfyldelse. AGF har i hvert fald lagt strålende fra land i sæsonstarten og ligger inden niende runde på en andenplads i Superligaen.
Næste opgave for Tingager og Co. i jagten på en topplacering er søndagens opgør ude mod Lyngby Boldklub. Opgøret på Lyngby Stadion fløjtes i gang klokken 16.00, og du kan se kampen i TV på TV2 Sport X og TV2 Play.
Du kan se Campo’s videointerview med Frederik Tingager øverst i artiklen.
AGF-styrmand: Målfarlig offensiv hjælper defensivenFakta om Frederik Tingager
- Født den 22. februar 1993 (31 år).
- Har spillet 168 kampe for AGF
- Har tidligere spillet i Holbæk B&I, Nordvest FC, Brøndby IF, OB og Eintracht Braunschweig (Tyskland).
- Han kontrakt med AGF til sommeren 2028.