
Lurer en fyring om hjørnet? Vejle-boss giver kryptisk svar
Vejle Boldklub har fortsat ingen point på Superliga-kontoen, og klubben står i en ‘full-blown krise’. Administrerende direktør Henrik Tønder fortæller efter søndagens opgør, at der skal evalueres på alle.

Ni kampe – nul point.
Det er, hvad man i Vejle Boldklub har at gøre med i Superligaen i øjeblikket.
Deraf opstår tvivlen; er Ivan Prelec den rette til jobbet som Vejles cheftræner?
Det bliver Vejle Boldklubs administrerende direktør, Henrik Tønder, forholdt efter nederlaget til Sønderjyske søndag.
– Først og fremmest skal vi huske på, at den præstation, der bliver leveret i dag, måske er til mere end det, vi står med. Og lige nu i den situation, vi er i, der er det sådan noget, der følger med, desværre.
– Når det er sagt, så er det, vi vil evaluere på, det er selvfølgelig præstationen. Og sådan som holdet præsenterer sig i dag, så er det bare synd for holdet, for trænerne, for alle omkring og i særdeleshed for fansene, at vi ikke får udbytte af det, lyder det fra Henrik Tønder til TV 2.
Om Ivan Prelec kan forvente en fyring, må tiden vise. Han skal i hvert fald mødes med Henrik Tønder snart, fortæller den administrerende direktør.
– Vi er meget, meget tæt på hinanden, og vi har møder hele tiden, og vi har også møde i morgen (mandag, red.), så lad os se, hvad der sker, siger Tønder.
Vejle Boldklubs store nedtur kan fortsætte og blive den værste af slagsen i Superligaens historie søndag den 29. september, hvor F.C. København kommer på besøg i Nørreskoven.

Her kan de slå en kedelig rekord, som blev sat af dem selv – og tangeret i dag – hvis det skulle ende med et nederlag og dermed ti kampe uden point.