Herrelandsholdet

Bo Henriksen som landstræner? – Selvfølgelig en drøm

Bo Henriksen er igen og igen et af de navne, som bliver nævnt når snakken falder på Danmarks næste landstræner. Selv fortæller han i Viaplay-programmet Onside, at det ville være en drøm for ham.

Bo Henriksen på sidelinjen for Mainz 05.
Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix

For 10 år siden vinkede Bo Henriksen farvel til jobbet som cheftræner i Brønshøj.

I dag står han i spidsen for Mainz 05 i Bundesligaen – og bliver også nævnt som et af emnerne til at blive Danmarks næste landstræner.

Men hvad siger den tidligere FC Midtjylland- og AC Horsens-cheftræner egentlig selv til det hele?

Det blev han spurgt om, da han over en forbindelse fra Tyskland var med i Viaplay-programmet Onside søndag aften.

– I 18-19 år har jeg jo drømt om noget stort. Jeg har jo drømt om at få lov til at gøre noget fantastisk. Og være noget fantastisk. Og det tror jeg er vigtigt i livet generelt; at have nogle store drømme, nogle store mål og nogle store forudsætninger for at tro på, at man kan gøre noget genialt.

– Jeg tror, at jeg for 17 år siden sagde, dengang jeg var i Brønshøj – og der kan jeg godt forstå, at der var mange, der grinte af mig – der sagde jeg, at min drøm er at blive landstræner. Og det vil det altid være.

– Fordi det er det største job i Danmark, og det er det af én grund: Fordi vi er alle sammen fans. Så selvfølgelig drømmer jeg om at få lov til at stå i spidsen for det danske landshold, det er klart, siger Bo Henriksen og nævner i samme ombæring, at han også har et fantastisk job i Bundesligaen.

Bo Henriksen snakker efterfølgende videre om, at de danske trænere har stor succes i udlandet og hylder i samme ombæring Thomas Frank i Brentford, som han mener har vist vejen.

Men selvom jobbet som landstræner stadig er en drøm for ham, så har han endnu ikke hørt noget fra DBU.

– Nej, det har jeg ikke. Og igen, jeg forholder mig til, at jeg er så super glad for, hvor jeg er. Og jeg er super glad for, hvilken situation jeg er i nu.

– Og nu skal jeg vinde en masse fodboldkampe, så jeg forhåbentlig dygtiggør mig nok til, at de på et tidspunkt ringer, siger han.

I skrivende stund er det Lars Knudsen, der står i spidsen for det danske A-landshold – dog kun som en midlertidig løsning.

Videoen nedenfor er et ældre interview med Bo Henriksen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P