River Plate sejrer efter sent drama i “superclasico”
Rivaliseringen mellem Boca Juniors og River Plate er utvivlsomt en af de mest kendte i fodboldens verden. Lørdag krydsede de klinger igen.
En rivalisering, hvis lige er set få steder i verden.
Det er, hvad man kan sige om forholdet mellem Boca Juniors og River Plate.
Lørdag aften dansk tid ramlede de to argentinske storklubber atter sammen i en såkaldt “superclasico”.
Her var det i sidste ende gæsterne fra River Plate, som med en 0-1-sejr løb med de tre point og håneretten.
Hjemmeholdet kæmpede dog til den bitre ende for at slippe fra opgøret med æren i behold, og det var da også tæt på at lykkes.
Syv minutter inde i tillægstiden fik Boca Juniors’ Milton Gimenez nemlig scoret til 1-1, men et langt VAR-tjek fik scoringen annulleret og kostede ham i stedet et gult kort for hånd på bolden.
Få minutter senere fik Cristian Lema sit andet gule kort og måtte derfor forlade banen. Efter et kvarters spilletid blev der langt om længe fløjtet af.
Manuel Lanzini blev dermed matchvinder med sin scoring i det 20. minut.
Selvom opgøret er det med afstand største i argentinsk fodbold, så var det ikke en topkamp baseret på tabellen.
Således ligger River Plate nu på femtepladsen, mens Boca Juniors er helt nede som nummer 11.