Neestrup om stjernefrø: Der venter mange mål i FCK-trøjen
F.C. Købehavns cheftræner ser store perspektiver i Amin Chiakha, som netop har forlænget sin aftale.
Amin Chiakha har sat sin underskrift på en ny aftale i F.C. København, som binder ham frem til sommeren 2029.
Den 18-årige angriber rykkede op i førsteholdstruppen forud for denne sæson, hvor det er blevet til fem indhop.
Det første mål lader fortsat vente på sig i 3F Superligaen, men FCK’s cheftræner ser store perspektiver i den danske U19-landsholdsangriber.
– Amin er en ung topangriber med en fysisk pakke, som gør ham til en mundfuld for mange forsvarsspillere allerede nu.
– Fremtiden er lys for ham, og han skal fortsætte sit arbejde og vente tålmodigt på sine muligheder, så skal der nok vente mange kampe og mål i FCK-trøjen, udtaler Jacob Neestrup til klubbens hjemmeside.
Chiakha rager godt op i vejret med sine 191 centimeter, men er dygtig med bolden for fødderne, mener cheftræneren.
– Amin er en god afslutter og dygtig til at linke op med sine medspillere i opbygningen, fordi han kan bruge sin fysik og gode teknik.
– Der er bestemt ting, som skal forbedres, men det er elementer, han arbejder på hver eneste dag. Vi glæder os til at se Amin udfolde sit potentiale i F.C. København, lyder det fra Neestrup.
Chiakha har tørnet ud for U19-landsholdet to gange med ét mål til følge. Han har algerisk far og dansk mor.
F.C. København forlænger med talentfuld angriber