Video: Mikael Uhre på tavlen i Unions storsejr i New York
Mikael Uhre var en af hele seks spillere, der natten til torsdag kom på tavlen Philadelphia Unions storsejr på Yankee Stadium i New York.
Intet er endnu afgjort i MLS’ øst-konference.
Nok var Mikael Uhre og Philadelphia Union hele ti point efter nattens modstander fra New York City FC, men det ændrede ikke på, at gæster fra Philly uddelte øretæver på ligaens måske mest ikoniske stadion.
Hele 1-5 blev det til for danskerklubben Union, der havde taget den knapt 170 kilometer lange tur fra Pennsylvania til Yankee Stadium i New York-forstaden Bronx.
Mikael Uhre var selv på pletten halvvejs i første halvleg, da han iskoldt udnyttede en gigantisk fejl fra New York Citys brasilianske forsvarsspiller Thiago Martins. Du kan se Uhres scoring her:
Mikael Uhres scoring var en fordobling af den 0-1-føring, israelske Tai Baribo ti minutter forinden havde givet Union, og bare syv minutter senere blev det også 0-3, da ungarske Daniel Gazdag udnyttede at New York City FC-målmand Matthew Freese tabte bolden for fødderne af ham.
Costaricanske Alonso Martinez fik reduceret for New York inden pausen, inden norske Jakob Glesnes og siden venezuelanske Jesus Bueno afgjorde tingene for Union i anden halvleg med scoringer til henholdsvis 1-4 og 1-5.
Med sejren rykker Philadelphia lige akkurat op på den niendeplads, der giver adgang til MLS-slutspillet. Der resterer fem kampe for de fleste hold i MLS.