Promes 2.0? Sigtet for narkosmugling
Den hollandske fodboldspiller Quincy Promes blev i 2023 sigtet for – og sidenhen dømt – for at være med til at smugle mere end et helt ton kokain. Nu er en lignende sag ved at udspille sig i England.
Den hollandske fodboldspiller Quincy Promes blev i 2023 anklaget for at være en del af en stor narkoring.
Senere hen blev han dømt for netop det, og nu er en lignende sag ved at udspille sig i England.
Her er en engelsk fodboldspiller nemlig blevet anklaget for at have været med til at smugle 60 kilo cannabis igennem Stansted Airport.
Det drejer sig om det tidligere Arsenal-akademi-talent Jay Emmanuel-Thomas, som torsdag var for retten i Carlisle Magistrates’ Court.
Her benægtede Emmanuel-Thomas anklagerne, men fik i samme ombæring afvist sin kaution, hvorefter englænderen blev varetægtsfængslet.
Sagen bunder i, at den 33-årige englænders kone sammen med en anden kvinde blev arresteret efter en flyvetur fra Bangkok via Dubai til netop Stansted Airport.
Det skriver STVNews.
Her havde de to kvinder fire kufferter med sig, hvori der i to af dem var henholdsvis 29 og 31 kilo cannabis, som ifølge mediet har en værdi af 600.000 pund, hvilket svarer til 5,3 millioner danske kroner.
Jay Emmanuel-Thomas tørner i dag ud for Greenock Morton FC, der spiller i den næstbedste skotske række.
Dog står englænderen noteret for fem førsteholdskampe i Arsenal, samt ophold i flere engelske klubber som Ipswich, QPR og Bristol City.