Efter 66 kampe: Vores mentale helbred er i fare
John McGinn i Aston Villa tilslutter sig utilfredsheden, som der har været på det seneste på grund af det tætte kampprogram – Men det slider ifølge skotten ikke kun på fysikken.
– Mængden af kampe er kommet helt ude af kontrol, mener kaptajnen for Aston Villa.
Denne melding kommer i kølvandet på den seneste tids utilfredshed fra flere store fodboldnavne som Rodri i Manchester City og Jules Koundé i Barcelona.
Ovenstående spillere udelukker ikke et spillerstrejke, og det gør John McGinn heller ikke. Ifølge skotten bliver der slet ikke taget hensyn til spillernes mentale helbred.
– Vores mentale helbred er i fare. Fodbold på det her niveau kommer med fantastiske opture og massive nedture. I slutningen af en sæson vil man bare tage hænderne over hovedet og tænke “Nu er der ferie”. Men det er der slet ikke tid til. Folks helbred er det vigtigste, fortæller McGinn i et interview.
Skotten spillede i sidste sæson 66 kampe – inklusiv EM-slutrunden – og den mængde af kampe ser tilsyneladende ikke ud til at falde.
I juni 2025 starter en turnering, som strækker sig over en måned. Det er VM for klubhold, hvor formatet – ligesom i Champions League – skal igennem en udvidelse.
Med det nye format kommer 12 hold fra Europa til at deltage, herunder Champions League-vinderne fra 2021 til 2024.
– Vi er heldige at have et job, hvor vi bliver betalt godt. Men nogle gange ønsker man bare at slå hovedet fra og holde fri, og det er der ikke mulighed for med kampprogrammet, udtrykker midtbanespilleren.
John McGinn har spillet alle kampe i Premier League og en kamp i Champions League i den igangværende sæson.