AaB tager revanche mod FC Fredericia i pokalen
AaB ekspederede torsdag aften FC Fredericia ud af Oddset pokalen med en 4-1-sejr.
AaB er videre i pokalen.
Der var aldrig for alvor tvivl om, hvem der skulle videre i Oddset Pokalturneringen, da nordjyderne torsdag aften mødte FC Fredericia på udebane.
Nordjyderne havde ellers deres hyr med den evige NordicBet Liga-klub, da de bolsjestribede også var at finde i landets næstbedste række i sidste sæson.
Allerede fra kampens start var det dog tydeligt, at nordjyderne nu til daglig spiller på et højere niveau.
Allerede efter 11 minutter bragte Kelvin John, som fik sin første startplads for klubben, nordjyderne foran, da han dukkede op ved bagerste stolpe og lagde et veltimet fladt indlæg fra i kassen.
Efter 22 minutter måtte udeholdets unge angriber Oliver Ross dog udgå med en skade, og ind kom Nicklas Helenius.
Efterfølgende var det stadig AaB, som dominerede kampen, men 35 minutter inde i kampen måtte Lars Kramer ned i en vigtig clearing, da et farligt indlæg fra FC Fredericias nyindkøb Moses Opondo var ved at skabe en farlig chance til hjemmeholdet.
Fem minutter senere var det så AaB med en stor chance, som Mathias Jørgensen, der ellers plejer at være sikkerheden selv, måtte se sit forsøg blive reddet af hjemmeholdets målmand. To minutter før pausen var det så Helenius tur til at brænde, da han sendte en stor hovedstødsmulighed forbi mål.
Anden halvleg er mere jævnbyrdig med muligheder i begge ender, men efter 54 minutter bringer udeholdets vel nok største profil, Mathias Jørgensen, nordjyderne på 2-0 på et veltimet, fladt indlæg af Kasper Jørgensen.
Fredericia pressede på for en reducering, men de kom aldrig for alvor tæt på, før det så igen var AaB, som havde en stor chance. Efter 67 minutter var det Melker Widell, som måtte se sit forsøg reddet af Valdemar Birksø i FC Fredericia-målet. Tre minutter senere blev hjemmeholdets indskiftede kantspiller Jubril Adedeji så nedlagt i feltet, hvorefter Niclas Helenius omsatte AaBs straffespark til 3-0.
Så skulle man ellers tro, kampen var lukket, men efter 76 minutter fik FC Fredericia så en lettere komisk reducering, da de efter et AaB-angreb slog kontra og udeholdets målmand Rody De Boer var gået langt ud af sit mål. I sit løb tilbage mod feltet for at dække sit mål af gled den hollandske målmand nemlig, hvorved FC Fredericias Asbjørn Bøndergaard fra lang afstand kunne lægge bolden fladt i mål.
Fem minutter senere blev der dog endegyldigt lukket og slukket, da kampens første målscorer, Kelvin John, fik scoret sit andet mål, da han ved bagerste stolpe headede en flot chipbold fra Mads Bomholt i kassen.
Kampen endte derved 4-1 til AaB, som er videre i Oddset Pokalturneringen.