Premier League

VAR-indblik: Rice får rødt kort – Du giver mig intet valg

Det førte til stor diskussion, da Declan Rice fik sit andet gule kort i Arsenals kamp mod Brighton. Dommerformand er tilfreds – og samtidig ærgerlig.

Declan Rice bedyrer sin udskydl efter udvisning mod Brighton.
Foto: Dylan Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix

Beslutningen var helt efter bogen.

Declan Rice blev i Arsenals kamp mod Brighton udvist for sit andet gule kort, da han sparkede bolden væk efter et frispark.

Det røde kort var kontroversielt, men helt efter bogen, forklarer Premier Leagues dommerformand, Howard Webb, nu.

I en gennemgang i Premier Leagues eget “mic’d up”-program bliver man taget med ind i VAR-vognen og hører kommunikationen mellem dommer Chris Kavanagh og VAR-vognen.

Sammen kommer de frem til den rigtige dom, forklarer Howard Webb om dommer Chris Kavanaghs beslutning.

– Som man hører fra Chris Kavanagh, så ser han tydeligt Declan Rice begå et frispark for så at sparke bolden væk fra en modstander, som var igang med at tage et frispark.

Torskedumt: Declan Rice-rødt koster sejren for Arsenal

– Vi har meget klart og tydeligt meldt ud til spillerne i pre-season om ikke at røre bolden, når fløjten har lydt, og ikke forhale spillet på den måde.

– Når han (dommer Kavanagh, red.) ser Declan Rice bevist sparke bolden væk fra frisparket, synes jeg ikke, han har noget valg, forklarer Howard Webb.

I videoen kan man høre, dommer Chris Kavanagh forklarer Declan Rice og Arsenal-anfører Martin Ødegaard, at Rice får det gule kort for at sparke bolden væk – hvilket Declan Rice højst overraskende benægter.

Brighton-spiller skulle have haft gult kort

Selvom der altså er tilfredshed med det røde kort til Declan Rice, så er der ikke udelukkende ros til dommer-holdet i kampen.

I første halvleg sparker Brightons Joao Pedro bolden væk, selvom bolden er gået ud til indkast, og her bliver Brighton-spilleren ikke tildelt et gult kort.

Og det er en fejl.

– Det er et andet scenarie, men det handler grundlæggende om det samme nemlig forhaling af en igangsættelse. Selvfølgelig skulle han have haft et gult kort der. Dommerne på banen lod tvivlen komme ham for meget til gode, da de følte, at aktionen ikke rigtig betød noget, eftersom Arsenal-spillerne ikke var klar til at tage indkastet.

– Når vi ser på det, så synes jeg, at det er ret åbenlyst, at Joao Pedros aktion har en indflydelse. Den udskyder Arsenals mulighed for at sætte spillet igang, så ja; Det skulle have været et gult kort, og det har vi helt bestemt gjort dommeren opmærksomme på, lyder det fra Howard Webb.

VAR-vognen har som bekendt ikke mulighed for at blande sig, når der er tale om et gult kort.

Du kan se hele gennemgangen i videoen over artiklen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P