
Officielt: Pioli skal stå i spidsen for Ronaldo
Stefano Pioli er onsdag blevet præsenteret som ny cheftræner i saudiarabiske Al Nassr.

Cristiano Ronaldos nye cheftræner er allerede på plads.
Således oplyser Al Nassr onsdag på X, at det bliver Stefano Pioli, der skal forsøge at lede klubben til tops i den saudiarabiske liga.
Den 58-årige italiener har stået uden job siden maj, hvor han blev fyret i italienske AC Milan.
Stefano Pioli tager over efter Luis Castro, der tirsdag fik sparket efter en – set med Al Nassr-øjne – skuffende sæsonstart.
Indtil videre står Cristiano Ronaldo og resten af holdet nemlig kun noteret for en enkelt sejr og to uafgjorte i sæsonens tre første kampe.
Ifølge Sky Sports kommer Pioli til at tjene 12 millioner euro om året i sin nye klub. Det svarer til 90 millioner kroner.
Piolis seneste ni forgængere i Al Nassr er ikke lykkedes med at vinde mesterskabet. Noget, som den nye cheftræner senest prøvede, da han i 2022 førte AC Milan til sit første italienske mesterskab i 11 år.