Pioli kan blive Cristiano Ronaldos næste cheftræner
Efter at være blevet fyret i AC Milan meldes Stefano Pioli nu på blokken i saudiarabiske Al Nassr.
Efter fem år i AC Milan fik Stefano Pioli sparket i foråret.
Siden blev han sommeren igennem sat i forbindelse med Al Ittihad, men det blev aldrig ført ud i livet.
I stedet er det nu en anden saudiarabisk klub, der nævnes som den 58-årige cheftræners næste destination.
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano, er Stefano Pioli nemlig i færd med at forhandle med Al Nassr om en mulig aftale.
Han skulle nu være spidskandidat til cheftrænerjobbet i klubben, såfremt man vælger at fyre Luis Castro.
Ender han med at lande jobbet, kommer han til at stå i spidsen for blandt andre Cristiano Ronaldo og Sadio Mané.
Stefano Pioli førte i 2022 AC Milan til sit første italienske mesterskab i 11 år.