2. Division

Ny Fremad-signing: Sygdom har taget nogle år fra mig

Aarhus Fremad har hentet den 34-årige Jonas Thorsen. Alderen er blevet en faktor, men han vil ikke fokusere på den del på grund af de år, som et tidligere sygdomsforløb har taget fra ham.

Jonas Thorsen med Aarhus Fremad-trøjen
Foto: Vildmedfoto.dk
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Jonas Thorsen har i sin lange fodboldkarriere oplevet en masse medgang og modgang.

Og selvom mange fodboldklubber fokuserer på alderen, når de henter spillere, så er han glad for, at det ikke er en faktor, som Aarhus Fremad har kigget på.

Forsvarsspilleren med fortid i blandt andet Viborg og Sønderjyske har fokus på at indhente de forsømte år, hvor han var ude med et kræftforløb.

– Jeg er først og fremmest fodboldspiller, og det er det, jeg egentlig fokuserer på. Og så ved jeg ikke, om det ændrer sig om et år eller to, at man tænker i andre baner.

– Men min sygdom har taget nogle år fra mig, og dem vil jeg gerne have lagt på i den anden ende. Jeg har lyst til at spille i tre-fire år mere, fortæller Jonas Thorsen til Campo.

Thorsen har i løbet af sommeren prøvetrænet både med Silkeborg IF og Kolding IF, men der har alderen været et tema for begge klubber i dialogen.

Jonas Thorsen træner med i NordicBet Liga-klub

– Der er jo mange steder, at aftalerne bliver kortere, jo ældre man er. Så det er blevet fremhævet under mine snakke med Silkeborg og Kolding. Jeg kunne godt have lavet en aftale med Kolding, men det var klart et tilvalg af Aarhus Fremad, at jeg ikke gjorde det, udtrykker den 34-årige forsvarsspiller.

Han fortæller til Campo, at der har været kortvarig dialog om en anden rolle i Kolding udover at være på grønsværen, men mere konkret kommer han ikke ind på, hvad den rolle består af.

Jeg drømmer om at spille superliga igen

Jonas Thorsen

Nu er fokusset på projektet på Riisvangen, og her lægger Thorsen ikke skjul på ambitionerne.

– Jeg kan mærke på Morten (red. cheftræner for Aarhus Fremad), at han er megaambitiøs med det, han laver. Det er jeg også selv, så vi skal selvfølgelig jagte oprykningen. Og så kan det lyde vildt, men jeg drømmer om at spille superliga igen, så det vil være fantastisk, hvis det bliver med Aarhus Fremad, understreger manden med over 130 superligakampe på CV’et.

Jonas Thorsen har fået en aftale i Aarhus Fremad, der strækker sig over to sæsoner.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P