Medie: Liverpool interesseret i tidligere United-talent
Når Angel Gomes næster sommer har kontraktudløb, kan han meget vel ende med at blive hentet af Liverpool.
Angel Gomes blev i sommeren 2019 rykket op på Manchester Uniteds førstehold efter en årrække som ungdomsspiller i den engelske storklub.
Et år senere havde han 10 kampe for De Røde Djævle under bæltet, men alligevel skiltes deres veje.
I stedet gik turen til franske Lille, hvor hans kontrakt nu står til at løbe ud næste sommer.
Og netop det snarlige kontraktudløb kan meget vel være lig med en retur til engelsk fodbold.
Det bliver dog næppe et comeback til Manchester United for den nu 24-årige offensive midtbanespiller. I stedet er det Liverpool, der ifølge mediet Football Insider er en af flere interesserede klubber.
Merseyside-klubben skulle have haft repræsentanter på plads til Englands seneste landskampe, hvor Angel Gomes fik debut.
Også Newcastle og Tottenham skulle følge Angel Gomes nøje.
Han har siden sit skifte til Lille noteret sig for otte scoringer og 18 oplæg i 119 kampe.