Ung målhelt brænder for AaB: Vi hører til i Superligaen
Mads Bomholt ved, hvad AaB betyder for klubbens fans, og overfor Campo slår midtbanespilleren fast, at der ikke er nogen i nordjydernes omklædningsrum, som er i tvivl om, hvad der kræves af dem.
Fredag aften blev Mads Bomholt den store helt for AaB.
Den bare 18-årige midtbanespiller scorede sit første Superliga-mål for barndomsklubben, da han dybt inde i dommerens overtid sikrede nordjyderne en vigtig sejr mod Lyngby Boldklub.
Bomholt, som har været i klubben, siden han var 11 år gammel, sørgede dermed for, at AaB kunne notere sig for den tredje sejr i sæsonen. Og det er mod en modstander, som nordjyderne vil måle sig med – og måske tage afstand fra – i tabellen.
Så det var i sagens natur en vigtig sejr for klubben – men målet og de tre point betyder også en hel del for Bomholt personligt.
– Jeg har været her siden, jeg var 11. Det er her, jeg har min dagligdag og har haft det i syv år. Så klubben betyder alt for mig, og jeg vil gøre alt for AaB, siger han til Campo.
AaB er nyoprykkere i denne sæsons Superliga, efter at klubben i seneste sæson var en tur forbi NordicBet Ligaen.
En uvant situation for den nordjyske stolthed. Og selvom Mads Bomholt ikke var en del af Superliga-holdet før nedrykningen, kunne han også mærke skuffelsen som AaB-fan.
– Det er klart, det var en kæmpe skuffelse at rykke ned. Det var noget, vi frygtede allesammen.
– Så det var vigtigt, at vi med det samme viste, vi slet ikke hører til der, og vi startede ud med at vinde en masse kampe. Det betyder meget, vi fik vist, at det var en engangsforestilling, siger Bomholt.
Nordjyderne har nu spillet otte kampe i den nye Superliga-sæson og efter et besværligt startprogram, kigger de nu ind i en periode, hvor de skal føje point til kontoen.
Det startede som bekendt mod Lyngby i den dramatiske sejr fredag aften, og i den kommende tid venter der modstandere som Sønderjyske og Vejle Boldklub.
Så nu gælder det om at hænge i.
– Det er her i Superligaen, vi hører til, og det er her vi skal være. Vi skal slet ikke tilbage – vi er kommet for at blive, siger han.
Når en så stor fodboldinstitution som AaB mister sin Superliga-status, følger der naturlige rystelser med efterfølgende.
I stedet for, at turene gik til Parken og til Brøndby Stadion, skulle de mange loyale fans forbi byer som Horsens, Fredericia og Hillerød i weekenderne.
Bomholt – som kalder sig selv stor AaB-fan – kan godt forstå, hvis fansene ikke var glade for situationen.
– Det er en kæmpe fodboldby, og der er en forventning til, at vi er i Superligaen – det forventer vi også selv. Det er et pres og nogle forventninger, vi skal leve op til.
– Men det er også fedt, at der er det pres her – for det viser, at vi betyder noget, siger han.
Den 18-årige midtbanespiller er en af de lokale gutter på cheftræner Menno van Dams mandskab. Han er en af dem, der er vokset op med, hvad klubben betyder for rigtig mange mennesker.
Men Bomholt slår fast, at alle i omklædningsrummet ikke er i tvivl om, hvad det handler om.
– De vil allesammen vinde lige så meget, som jeg.
– Jeg ved godt, hvad det er for værdier vi har, og hvad det kræver, at spille for AaB, og det skal man ikke tage for givet
– Og det ved jeg, at der ikke er nogle af mine holdkammarater, der gør. Det er uanset, om de er lokale eller fra udlandet, så ved de, hvad det betyder, og de vil give alt, siger han.
Hvad er det for nogle værdier, i har?
– Først og fremmest er det sammenhold, det er en slags kerneværdi. Vi står sammen, og der er ikke nogen, der står alene. Hvis der er nogen, som laver en fejl, så er det bare videre, og så hjælper vi hinanden op igen..
– Så det handler om en family feeling: At vi har det godt, og alle hjælper hinanden. Jeg tror på på, at vi når længst, når alle står sammen, siger han.
Mads Bomholt står indtil videret noteret for fem Superliga-kampe i den nye sæson. Han har også optrådt en enkelt gang i Oddset Pokalen, hvor det også blev til en scoring.