Uhre tænker ikke på fremtiden: Fodbold er en finurlig verden
Mikael Uhres kontrakt i Philadelphia Union udløber om et år, og forbindelsen til Brøndby er stadig ikke glemt.
Mikael Uhres aftale i Philadelphia Union stod til at udløbe ved årsskiftet, men aktiveringen af en indbygget klausul betød et år mere på kontrakten.
Derfor udløber den 29-årige angribers nuværende aftale i den store nordamerikanske by først ved udgangen af 2025.
Uhre fortæller til Viaplay, at han har kendt til forlængelsen siden februar, men hvor fremtiden ligger ved han endnu ikke.
– Så langt er jeg ikke lige kommet endnu. Jeg prøver at fokusere på sæsonen, og så må man lidt tage de ting efter sæsonen.
– Jeg føler ikke, det gør noget godt at begynde at tænke alt for meget over sådan nogle ting, udtaler Uhre til Viaplay Sport News.
Mikael Uhre var en populær skikkelse på Vestegnen, hvor han fra 2018 til 2022 scorede mål på samlebånd for Brøndby.
Der har været spekulationer blandt Brøndbys fans om et comeback til Uhre, og angriberen er glad for, at fansene ikke har glemt ham.
– Det betyder selvfølgelig meget. Jeg var rigtig glad for min tid i Brøndby, og den vil jeg jo altid huske og den vil altid betyde super-meget for mig. Men igen, fodbold er finurlig verden.
– Du ved aldrig rigtig lige hvor du ender henne, på hvilke tidspunkter og hvilke tilbud, der kommer. Så, ja. Men ja, det betyder utrolig meget for mig, og jeg er selvfølgelig super glad og stolt over den tid, jeg havde i Brøndby, lyder det fra angriberen.
Uhre nåede 48 mål for Brøndby i 123 kampe.