Medie: AGF’ers brækkede fod er ikke så slemt som det lyder
Uwe Rösler sagde søndag for åben skærm, at Tobias Bach har brækket sin fod. Ifølge Århus Stiftstidende er skaden dog ikke helt så alvorlig, som det ellers lyder.
– Tobias Bach, som er vores fremtidige venstre wingback, har brækket sin fod. Så han er ude. Det skete efter transfervinduet [lukkede i].
Sådan sagde AGF-cheftræner Uwe Rösler til Viaplay forud for søndagens opgør mellem Aarhus-klubben og Silkeborg IF.
Men selvom en brækket fod tilfalder kategorien ‘alvorlige skader’, så er det måske ikke helt så slemt som først antaget.
I hvert fald skriver Århus Stiftstidende, at det ifølge avisens oplysninger er mindre slemt, end det lyder.
En person fra AGF’s sundhedssektor skulle have fortalt, at der er tale om et brud på en knogle i foden – men at Tobias Bach formentlig kan gå i gang med genoptræningen allerede om et par uger.
Den 21-årige AGF’er står i denne sæson noteret for fire kortere indhop i 3F Superligaen.
Han blev hentet til Aarhus fra FC Fredericia i vinter.
Kampen mellem AGF og Silkeborg IF endte 1-1.
Du kan se interviewet med Uwe Rösler i videoen øverst i artiklen, hvor han til sidst sætter ord på Tobas Bachs skade.
I videoen nedenfor kan du se højdepunkter fra opgøret mellem AGF og Silkeborg.