– Det har været ét langt selvmål i Vejle
Vejle Boldklub har ikke givet sig selv gode betingelser forud for den igangværende sæson, og det kan koste rigtig dyrt. Dét mener Campos chefredaktør Allan Hvid.
Nul point i otte kampe. Det er den virkelighed, som Vejle Boldklub ser ind i.
Krisen og sorte skyer hersker sig over Nørreskoven – En selvforskyldt situation, hvis man spørger Campos chefredaktør Allan Hvid.
Ifølge chefredaktøren så ligger Vejle, som de har redt.
– Vejles elendige sæsonstart skyldes dårlig eksekvering. Der er handlet alt for sent på spillersalg og køb, og jeg begriber ikke, hvordan sidste sæsons vanvittige overlevelse ikke har fået alarmklokkerne til at ringe i bedre tid, indleder Allan Hvid og fortsætter:
– Dagen efter overlevelsen i maj burde klubben have handlet og sikret et bedre udgangspunkt til denne sæson. Men det er langt fra tilfældet. Se i hvor god tid Randers har haft sine handler på plads. Det stik modsatte er tilfældet i Vejle. Både ind og ud.
Vejle Boldklub har ved sommerens transfervindue sagt farvel til ti spillere, og i den afsked finder man flere nøgleprofiler.
Allan Hvid, Chefredaktør for Campo
- Allan Hvid har beskæftiget sig med dansk og international fodbold i hele sin karriere, og i efteråret 2020 forlod han en stilling som redaktionschef for TV 2 SPORT’s fodbolddækning.
- Allan Hvid har for superligasæsonen 2024/2025 lavet en aftale med TV 2 om at være superligakorrespondent for klubberne AGF og Randers FC, hvor han skal dække træningspas i løbet af ugen og skrive nyheder på tv2.dk samt levere udvalgte interviews og lives til TV 2 NEWS og kanalens fodboldprogrammer.
– Vejle har solgt to af sine tre bedste spillere i Onugkha og Trott, og Provstgaard, der nu er den eneste reelle profil tilbage, var også mentalt videre i dette transfervindue, fortæller Campo’s chefredaktør og uddyber:
– Sidste sæsons overlevelse var aldeles imponerende, men alt siden dengang har været ét langt selvmål, hvor man slet ikke har udvist rettidig omhu og sikret ordentlige betingelser omkring førsteholdet.
Vejle har hentet spillere som Emmanuel Yeboah fra Brøndby IF, Richard Jensen fra Aberdeen FC og David Colina fra FC Augsburg på lejeaftaler.
Men tilsyneladende har de nye spillere ikke gjort en forskel fra dag et, når man ser på weekendens kamp i 3F Superliga, hvor det blev til en nedslagtning på 5-0 mod Viborg.
Et resultat, som viste de betingelser – eller mangel på samme – som cheftræner Ivan Prelec har til rådighed.
– I sidste sæson var Hvidovre prygelknabe i Superligaen, men i denne er AaB og Sønderjyske rykket op. Superligaen har ikke været stærkere i mange år, og Ivan Prelec er ikke en eller anden magiker. Han har brug for bedre spillere, og lige nu har Vejle ikke klasse til at begå sig.
– Jeg kan ganske enkelt ikke se, hvordan de skal klare sig fri af nedrykning, og det er meget sigende, at klubbens fans udvandrede i går eftermiddag midtvejs i kampen, konstaterer Allan Hvid.
Vejle Boldklub har i otte kampe indkasseret 22 mål, mens de selv kun har scoret 5 mål.
Kvistgaarden stråler i Brøndbys sejr mod SønderjyskeTil næste opgør kan de bryde den dårlige stime, når de skal en tur til Haderslev den 22. september. Her venter oprykningsholdet fra Sønderjyske, som blev sendt hjem fra Vestegnen med 2-0 i 8. runde af superligaen.