David Nielsen mødte sin søn: Fandt ud af, hvor kolde vi er
Relationen mellem far og søn var pakket godt og grundigt væk, da David Nielsens Lillestrøm-mandskab tog imod Rosenborg med sønnike Noah Holm på holdkortet.
Da Lillestrøm søndag tog imod Rosenborg i Eliteserien, var det ikke kun selve kampen, der var historien.
Således stod David Nielsen i det ene tekniske felt som cheftræner for hjemmeholdet, mens gæsterne stillede fra start med den tidligere AGF- og Lyngby-cheftræners søn, Noah Holm.
Men selvom et sådant opgør mellem far og søn hører sjældenhederne til i professionel fodbold, så påvirkede det ingen af de to aktører.
Det mener i hvert fald David Nielsen.
– Jeg tror, at både han og jeg fandt ud af, hvor kolde vi er, når kampen først er i gang, for jeg tænkte slet ikke på det.
– Jeg var bare frustreret over, at vi lukkede et mål ind, og det er sådan set det, siger han til VG.
Og hvem stod så bag det mål, som Lillestrøm indkasserede og dermed måtte ‘nøjes’ med 1-1? Det gjorde selvfølgelig sønnike Noah Holm.
Undervejs i kampen mente David Nielsen også, at Noah Holm skulle have et gult kort – noget, der førte til store protester på sidelinjen, da det ikke skete.
– Det var jo utroligt, at det ikke blev til et gult kort, siger Lillestrøm-træneren.
Sådan ser Noah Holm ikke på det.
– Jeg har måske fortjent at få nogle gule kort tidligere, men ikke i dag (søndag, red.), siger han og forholder sig til protesterne fra sin far:
– Det er en teknik, han mestrer. Det kan han bare blive ved med – jeg kommer ikke til at tage det med mig, siger han.
Med 1-1 har Lillestrøm fået hentet sit første point siden den 28. juli.
Med otte kampe tilbage ligger David Nielsen og co. fortsat til nedrykning, men konkurrenterne er i dén grad indenfor rækkevidde.