Familien har fået særlige instrukser forud for Noahs kamp mod David
Der er ingen nåde hos Noah Holm, når han står overfor sin far, David Nielsen, søndag aften i den norske Eliteserien, fortæller han til Campo.
Noah Holm kan gøre ondt værre for sin far, når Rosenborg søndag aften gæster Lillestrøm i den norske Eliteserien.
Lillestrøm har fået Holms far, David Nielsen, som cheftræner, men holdet er uden sejr i de seneste syv kampe og ligger aktuelt til nedrykning.
Den 23-årige Rosenborg-angriber vil dog ikke tænke for meget over faderens situation i Lillestrøm, for det handler om tre point søndag aften på Åråsen Stadion.
– Jeg tror, vi vinder over Lillestrøm. Fordi vi er et godt sted – og med al respekt – så skal vi også bare ud og vinde.
– For mig er det bare at gå ind på banen og præstere i 90 minutter uden at tænke for meget over, hvad der sker udenfor grønsværen, fortæller Noah Holm til Campo forud for opgøret.
Det er sjældent, at far og søn står på hvert sit hold, og Noah Holm fortæller da også, at hele familien kommer og overværer søndagens kamp.
– Han har sagt, at det vil være et lille svigt, hvis min bror og søster dukker op i Rosenborg-trøjer. Så jeg har sagt til dem, at de skal passe på, at de ikke driller ham for meget før kamp, lyder det fra den 23-årige angriber.
Drillet til træning
Noah Holm er startet inde for Rosenborg i de seneste fire kampe, og han er noteret for to kasser i sæsonen. Han fortæller, at han er meget opsat på kampen mod sin far, som han forsøger at betragte som en ganske almindelig kamp.
– Jeg må glemme for en stund, at jeg kender manden, som står på modstanderens sidelinje. Det nytter ikke at bruge energi på det nu, men om nogle år er det sikkert megasjovt for os begge at tale om.
– Det bliver da specielt, det kan jeg ikke løbe fra. Mine holdkammerater og træner har drillet mig lidt i løbet af ugen, men det er lidt sjovt, at de går mere op i det end mig. Der er endda nogle holdkammerater, som har spurgt, om jeg har forberedt en jubelscene, men det holder jeg for mig selv, lyder det fra Noah Holm.
David Nielsen er kendt for sit store temperament og verbale udråb, men Noah Holm har tidligere fortalt, at han ikke er ligesom sin far.
Når det hele er overstået, regner han da også med, at der kan blive plads til et tak-for-kampen-kram.
– Vi plejer at tale meget mere sammen, så man kan vel godt mærke, at der er et eller andet ekstra på spil. Jeg er sikker på, at vi kan kramme efter kampen uanset udfaldet, men jeg er da overbevist om, at vi nupper sejren, slutter Holm.
Kampen mellem David Nielsens Lillestrøm og Noah Holms Rosenborg fløjtes op søndag aften klokken 19:15.
Noah Holm: Jeg er ikke ligesom min far