Ten Hag imponeret af Eriksen: Har fortjent en startplads
Christian Eriksen er med fra start hos Manchester United for første gang i fire måneder, og det er fuldt fortjent, fortæller Erik ten Hag.
Christian Eriksen får lørdag sin første startplads i Premier League siden starten af maj.
Danskeren er at finde på den centrale midtbane hos Manchester United, som gæster Southampton i lørdagens tidlige kamp i England.
Danskeren har henvist Casamiro og nyindkøbet Manuel Ugarte til bænken, og Erik ten Hag fortæller før kampstart, om Eriksens comeback i startopstillingen.
– Han har haft en god pre-season, og til træning har han præsteret rigtig godt. Så han har fortjent en startplads, udtaler Erik ten Hag til engelsk tv forud for kampen.
Casemiro indtog en negativ hovedrolle i Uniteds seneste kamp, hvor han var involveret i flere af Liverpools mål i nederlaget på Old Trafford.
Trods bænkplads er brasilianeren ikke ude kulden, fortæller den hollandske manager.
– Vi har en trup, og vi skal spille en masse kampe. Han kommer også til at spille mere, det er jeg sikker på, lyder det fra ten Hag.
Manchester United er fortsat uden Rasmus Højlund, som døjer med skade. Lørdagens kamp mod Southampton fløjtes op klokken 13:30 og kan ses på Amazon Prime.
Tilbage i varmen: Christian Eriksen får sjælden startplads