Indskifter redder Riemer og Anderlecht fra nederlag
Anderlecht var tæt på nederlag hjemme mod Westerlo, men en sen scoring sikrede uafgjort.
Anderlecht mødte Westerlo lørdag aften i den belgiske liga, og Brian Riemer havde Mathias ‘Zanka’ Jørgensen og Anders Dreyer med fra start.
Og sidstnævnte var i oplæggerens rolle, da han efter ni minutter fandt Luis Vazquez, som bragte Anderlecht på sejrskurs.
Westerlo med Nicolas Madsen på den centrale midtbane fik dog svaret igen syv minutter før pause ved Emin Bayram.
Og ondt blev værre for Anderlechts mange danskere, da Luka Vuskovic bragte Westerlo i front. Det lignede længe, at Anderlecht skulle indkassere sæsonens første nederlag.
Men fem minutter før tid var indskiftede Mario Stroeykens på pletten, da han scorede til kampens resultat 2-2.
Dermed er Anderlecht fortsat ubesejret i Jupiler Pro League, hvor det er blevet til tre sejre og tre uafgjorte i sæsonens første kampe.
Anderlecht indtager tredjepladsen i Beligen blot ét point efter Club Brugge på førstepladsen. Næste kamp er allerede på tirsdag mod andenpladsen fra Genk.