Dorgu-inflation: FCN fik en slik – 400 gange så meget værd
FC Nordsjælland fik – indenfor fodboldens verden – knapt nok en rød reje, da man i sin tid solgte Patrick Dorgu. Nu håber den unge landsholdsdanskers italienske klub, Lecce, at kunne sælge ham for et beløb, der er nærmest uendeligt højere.
100.000 euro.
Det er, hvad FC Nordsjælland i sommeren 2022 fik for salget af en dengang 17-årige Patrick Dorgu til Lecce. Det skriver La Gazzetta dello Sport.
Siden har den unge wingback taget enorme skridt på klubplan. Også så store, at han under den netop afsluttede landsholdspause fik sin debut for det danske A-landshold – og scorede på sin første boldberøring efter 47 sekunder.
I sommerens løb blev der også meldt om interesse fra nogle af verdens største klubber.
Eksempelvis skulle Patrick Dorgu være på radaren i Tottenham, Manchester United og Chelsea. Sidstnævntes interesse skulle sågar været taget til igen efter landsholdsdebuten.
Og skal man tro den italienske avis, så har Lecce da også stillet sig et stort salg i sigte.
Således er ambitionen, at man næste sommer kan sælge Patrick Dorgu for svimlende 40 millioner euro, svarende til næsten 300 millioner kroner.
Med andre ord drømmer Serie A-klubben om at få 400 gange så meget for ham, som de selv betalte FC Nordsjælland for to år siden, da de hentede ham.
Selvom det umuligt kan undgås, at det vækker en smule bitterhed i Farum-klubben, så er det ikke udelukkende surt show for FCN.
Ifølge Tipsbladet har man nemlig sikret sig en videresalgsklausul på 15 procent.
Holder prisen på 40 millioner euro kan FCN dermed se frem at få seks millioner euro sendt til Farum. Det svarer til 45 millioner kroner.
Patrick Dorgu har i denne sæson spillet samtlige af Lecces kampe fra start. I alt står han noteret for 38 kampe for den italienske klub.