David Nielsens søn: Jeg drømmer om FCK
Noah Holm spiller til dagligt for norske Rosenborg. Det er et sted, som angriberen er glad for, men han drømmer om at tørne ud for F. C. København i fremtiden.
Noah Holm, som er David Nielsens søn, har store drømme.
Den 23-årige angriber vil gå i farmands spor, og han drømmer om at trække en anden hvid trøje på end Rosenborgs.
For Noah Holm vil det være en drøm at spille i F. C. København.
– Jeg glemmer ikke dengang, hvor jeg var med min far på danske fodboldstadions og bare tænkte på, hvor stort det vil være at spille i Parken og for FCK, udtaler Noah Holm.
David Nielsen nåede selv at spille i alt 133 kampe i FCK, efter han kom til den københavnske klub i februar 1997.
Noah Holm fortæller i en snak med Campo, at han ikke udelukker at spille i Danmark på et tidspunkt. Og hvis valget skulle falde på en bestemt klub, så er det holdet fra Østerbro.
– Jeg kan bare huske, at jeg synes, at klubben var megafed. Det var bare en fed oplevelse som barn, så hvis jeg skal drømme stort, så er det dem, jeg vil spille for, fortæller han.
Men nu er fokusset på den norske tilværelse, og her vil han gøre sit bedste for at sætte en masse gode kampe sammen efter en hæsblæsende periode med skader.
– Det har været en god tid i Norge, og jeg har fået mulighed for at spille mig i form igen. Det har været lidt en udfordrende tid med skader, men nu er jeg i et stadie, hvor jeg er glad for at spille fodbold, og klubben tror også på mig, fortæller han.