
Spansk back dømt for seksuel krænkelse af maskot
Spanske Hugo Mallo er torsdag blevet dømt for seksuel krænkelse af Espanyols maskot tilbage i 2019.

En fem år gammel sag er nået sin ende.
Torsdag er tidligere Celta Vigo-spiller Hugo Mallo nemlig blevet dømt for seksuel krænkelse mod en maskot ifølge flere medier – herunder The Athletic.
Det skete tilbage i 2019 i en kamp mellem Espanyol og Celta Vigo, hvor Mallo rørte ved brysterne på hjemmeholdets maskot.

Maskotten var en ung kvinde, som var klædt ud i Espanyols parakit-kostume.
Episoden fandt sted kort før kick-off, da de to hold gjorde klar til at gå ind på stadion og give hånd til hinanden.
En dommer i Barcelona har bestemt, at Hugo Mallo skal betale en bøde 6.000 euro samt 1.000 euro i erstatning til offeret – det svarer til henholdsvis 45.000 og 7.500 kroner.
Derudover skal Mallo også betale sagsomkostningerne.
Efterfølgende har den nu 33-årige spanske højreback lagt en video ud på sin Instagram-profil, hvor han understreger, at han stadig er uskyldig, og at han vil anke dommen.
Sagen blev tidligere afvist, men blev genoptaget senere, hvorfor den først er – måske – nået sin ende nu fem år senere.

Hugo Mallo røg i 2023 til brasilianske Internacional, inden han denne sommer skrev under med græske Aris Saloniki, hvor han spiller sammen med Pione Sisto.