Ny FCK’er fik kæmpe anbefaling fra Zeca: Gør det!
FCK-fansene kan delvist takke Carlos Zeca for, at man på transfervinduets sidste dag fik Pantelis Hatzidiakos hentet til den danske hovedstadsklub.
Pantelis Hatzidiakos er ny mand i F.C. København.
Det kunne den danske hovedstadsklub løfte sløret for med cirka en halv time tilbage af transfervinduet.
Den græske midtstopper er kommet til fra italienske Cagliari. Han er i første omgang i FCK på en lejeaftale, hvor der dog er indskrevet en købsoption.
Den seneste halvanden uge har Pantelis Hatzidiakos været afsted med det græske landshold, og først nu er han landet i København og klar til sin første træning.
I den forbindelse har FCK TV taget en kort snak med den 27-årige midtstopper.
Her løfter han blandt andet sløret for, at den tidligere FCK-kaptajn Carlos Zeca spillede en ikke helt uvæsentlig rolle i skiftet.
– Jeg ved faktisk meget om FCK i forvejen. Det gør jeg, fordi en af mine gode venner på landsholdet, Zeca, spillede her.
– Så den allerførste gang, jeg var med landsholdet, der talte jeg med Zeca, mens han spillede her i klubben. Han fortalte mig, at han var utrolig glad for at være her, at fansene er utrolige og at hjemmekampene altid er specielle.
– Jeg talte også med ham mandagen før jeg sagde “ok” til skiftet. Han sagde: “Det er en fantastisk klub. Gør det. Det er fantastisk. Du kommer til at elske det. Du har været vant til Holland, og København er mere eller mindre det samme. Du kommer til at have en dejlig tid, det er helt sikkert”, lyder det fra Pantelis Hatzidiakos til FCK TV.
Carlos Zeca tilbragte seks år i F.C. København, inden han i sommeren 2023 tog tilbage til græske Panathinaikos.
I alt noterede han sig for 194 kampe på FCK’s midtbane, hvor han også bar anførerbindet og blev en vaskeægte fanfavorit.