Medie: Liverpool-offensiv på sidelinjen med brud i foden
Ifølge mediet The Telegraph venter der en skadespause på over en måned for Liverpools Harvey Elliott.
Liverpool og manager Arne Slot må vænne sig til tanken om at undvære Harvey Elliott.
I hvert fald for en stund.
Således skriver mediet The Telegraph, at den 21-årige englænder har pådraget sig et brud i sin ene fod under den netop overståede landsholdspause.
Ifølge mediet forventes den unge offensivspiller at være ude i minimum en måned – og formentlig helt indtil slutningen af oktober.
Det er surt show for Harvey Elliott, der endnu ikke har fået overbevist Arne Slot om, at han skal være fast mand.
Han står nemlig kun noteret for syv minutters fodbold i sæsonens tre første Premier League-kampe.