Forklaringen på Yamals evner? Spillede med hunde som barn
Lamine Yamal er en af de største sensationer i nyere fodboldhistorie, og måske findes forklaringen på hans usædvanlige fodboldkundskaber i en lige så usædvanlig træningsform.
Lamine Yamal. Hvor skal man næsten starte?
Som blot 16-årig bragede han igennem på den internationale scene for FC Barcelona og i sin første fulde seniorsæson vandt han EM.
Der er ingen tvivl om, at den unge FC Barcelona-spiller er noget helt særligt, og nu fortæller teenageren lidt om, hvordan han har udviklet sine fine tekniske færdigheder.
Det er nemlig ikke kun på fodboldbanen, der er blevet trænet. Det siger han i et større interview med L’Equipe.
– Jeg kan huske, at når jeg gik i skole, tog jeg bolden i en taske. Lige inden jeg gik ind til timen, gemte jeg den i min rygsæk, for læreren ville ikke have, at jeg skulle lægge den på bordet. Derhjemme kunne jeg godt lide at spille fodbold med mine hunde. Min far sagde, at jeg ikke havde noget at frygte, at de ikke ville bide mig, så jeg ville have det sjovt med dem. At drible en hund er det sværeste at gøre! Det var en del af min læring, det var ligesom træning, lyder det fra FC Barcelona-kometen.
Lamine Yamal har trods sin unge alder allerede spillet 55 kampe for FC Barcelona med otte mål og 13 oplæg til følge.