Bayern-boss: Håber Musiala bliver den næste Müller
Jamal Musialas kontrakt i Bayern München varer ikke evigt. I den sydtyske storklub arbejdes der dog hårdt på at få forlænget aftalen med ham.
Indtil videre er Jamal Musiala en vaskeægte Bayern München-dreng.
I sommeren 2019 blev han en del af klubbens U17-mandskab, inden han allerede året efter blev rykket op i førsteholdstruppen.
Den i dag 21-årige kreatør er siden blevet holdets helt store stjerne og står allerede nu noteret for 166 kampe for den sydtyske gigant.
Men fremtiden er uvis.
Jamal Musialas kontrakt udløber nemlig ‘allerede’ i sommeren 2026.
Derfor arbejdes der også hårdt i Bayern München på at få styr på situationen, så klubbens helt store guldkalv ikke pludseligt forsvinder.
– Vi vil forsøge at gøre alt for, at vi kan beholde ham så længe som muligt, siger Bayern-præsident Herbert Hainer ifølge TZ-journalisten Manuel Bonke.
Samtidig drager Bayern-bossen paralleler til en af klubbens største navne gennem tiden.
– Efter min overbevisning, kunne han [Musiala] blive den næste Thomas Müller. Han kunne blive her i de næste 20 år.
34-årige Thomas Müller spillede for nyligt sin kamp nummer 710 for Bayern München, og han er dermed nu den spiller med flest kampe nogensinde for den sydtyske storklub.