
Svenske sensationer skinnede i storsejr over Estland
Viktor Gyokeres og Alexander Isak løb med overskrifterne, da Sverige søndag aften gav Estland en tur i manegen.

Svenskerne har et par skarpe angribere.
Det satte Viktor Gyokeres og Alexander Isak endnu en gang to streger under, da Sverige søndag aften storsejrede 3-0 over Estland i Nations League.
Her var det nemlig de to svenske sensationer, der stod for målene.
Efter 30 minutter scorede Gyokeres svenskernes første mål.
10 minutter senere gjorde Isak ham kunsten efter.

Og i det 44. minut lukkede og slukkede Gyokeres så endegyldigt det sidste tilbageværende håb hos Estland, da han gjorde det til 3-0.
De to svenske skarprettere kombinerede altså om tre mål på bare 14 minutter i første halvlegs slutfase.
Med sejren stryger Sverige foreløbigt til top i Nations Leagues liga C, gruppe 1, der også tæller Slovenien og Aserbajdsjan.